Starten af 2020 har budt på stor lykke i Beha-familien. Familien er nemlig blevet udvidet med en lille ny, da Theis Midé Erichsen, der er Mikkel Behas mellemste søn, og kæresten Ida er blevet forældre for første gang og har budt en sund og rask dreng velkommen til verden.
Over for Ekstra Bladet sætter Mikkel Beha, der nu kan kalde sig bedstefar til to små drenge, et par ord på den glædelig nyhed.
Beha afslører stor nyhed på direkte tv
- Det er så fantastisk og skønt. Virkelig dejligt, siger han, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.
Mikkel Beha fortæller, at fødslen er gået helt efter planen, og at han og familien allerede knuselsker den lille ny.
- Jeg tror, at jeg kan tale på alle bedsteforældres vegne, når jeg siger, at det er fantastisk at få børnebørn. Man tror ikke, at man kan elske nogen ligeså højt, som man elsker sine egne børn, men så kommer der sådan en lille en, og så kan man bare mærke, at det er en, man vil elske hele livet, siger han med et stort smil.
Ifølge Mikkel Beha kommer familien derfor også til at nyde den næste tid på dansk grund uden de store søfartsrejser i deres skib, Havana.
- Vi nyder at være hjemme. Vi har øvet os igennem årene på at nyde at være hjemme og ikke være på vej nye steder hen hele tiden, så det er der, vi er nu, siger han og fortsætter:
- Jeg har ikke tid til at være andet end bedstefar. Jeg skal ud og gå en masse med barnevogn og en masse andet, så det er skønt.
26-årige Theis Midé Erichsen mødte kæresten, Ida, i forbindelse med fjerde sæson af programmet 'Kurs mod fjerne kyster'. Her sejlede brødrene Beha jorden rundt i Havana, og i den forbindelse mødte de altså både Ida og også storebror Emil Midé Erichsens nuværende kæreste, Louise.
I juli 2018 blev Emil og Louise forældre til sønnen Hugo.