Bendtner i retten: - Han havde ikke en chance

Nicklas Bendtners forsvarsadvokat mente, at reglerne for generhvervelse af kørekort efter frakendelse var alt for komplicerede for Bendtner

Der falder dom i sagen 7. oktober. Foto: Mogens Flindt
Der falder dom i sagen 7. oktober. Foto: Mogens Flindt

Det kørte mest i ring, da den tidligere fodboldspiller Nicklas Bendtner torsdag stod skoleret i Københavns Byret tiltalt for at overtræde færdselsloven hele syv gange.

Fem af forholdene handler om, at Nicklas ifølge anklageren ikke havde gyldig førerret, da han flere gange i løbet af 2020 og 2021 blev stoppet af politiet. De to sidste forhold omhandler overtrædelse af hastighedsbegrænsningerne.

Det er Bendtner anklaget for

I alt er Nicklas Bendtner anklaget for syv forskellige overtrædelser af færdselsloven. 

Bendtner er ifølge anklageskriftet i fem forhold tiltalt for at køre uden gyldigt kørekort, mens to forhold handler om overtrædelse af hastighedsbegrænsningerne.

Da fartovertrædelserne fandt sted, havde Bendtner ifølge anklagemyndigheden ikke en gyldig førerret.

Ifølge politiet fandt første lovovertrædelse sted 9. juni 2020, hvor Bendtner angiveligt kørte uden kørekort på Nørre Allé i København.

Samtidig overskred han ifølge politiet fartgrænsen ved at køre 58 kilometer i timen i et område, hvor fartgrænsen var på 50 kilometer i timen.

Kort efter havnede Bendtner atter i problemer, da han ifølge politiet drønede afsted på Helsingørmotorvejen med 157 kilometer i timen på en strækning, hvor man kun må køre 110 kilometer i timen.

Anklagemyndigheden kræver, at Bendtner får en bødestraf, når sagen begynder i Københavns Byret 27. april, ligesom de er af den overbevisning, at hans Porsche Taycan Turbo S, der har en værdi af omkring to millioner kroner, skal konfiskeres.

Anklagemyndigheden går efter, at Bendtner skal betale en bøde på 40.000 kroner, mens hans Porsche samtidig skal konfiskeres.

Forsvareren mener derimod, at Bendtner skal frifindes i sagen om at have kørt uden gyldig kørerret, og at påstanden om konfiskering af Porschen skal afvises.

Der var ingen slinger i valsen, da den den tidligere fodboldspiller under retsmødet blev spurgt til, om han havde kørt for hurtigt - det havde han bestemt, erkendte han.

Derimod blev det hele lidt mere mudret, da forsvarer og anklager skulle gennemgå, om Nicklas Bendtner havde gyldig førerret. Det vedkendte den nyligt udsprungne realitystjerne sig bestemt ikke.

Anklageren mente, at Nicklas Bendtner op til flere gange havde fået fortalt af politiet, at han ikke havde et gyldigt kørekort, og at han derfor kunne få konfiskeret sin bil, hvis han blev ved med at køre i den.

- Vi har hørt, at tiltalte har rådført sig med to advokater og stadig ikke ved, om han må køre. Jeg mener, at tiltalte var forpligtet til at undersøge de her regler og ikke bare tro på, hvad en advokat eller to advokater siger, lød det fra anklageren.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Få et overblik over tiltalen mod Nicklas Bendtner.

For svært at finde ud af
Forsvareren, Anja Mouridsen, forklarede derimod dommeren, at Nicklas Bendtner ikke havde en chance i forhold til reglerne for at skulle generhverve sit kørekort i enten Danmark eller udlandet, efter han fik det frakendt i 2013 på grund af spritkørsel.

- Det fremgår ikke tilstrækkeligt af dansk ret, hvis der er regler, der gør, at Nicklas' kørekort ikke er gyldigt. Der er tale om meget komplicerede regler, lød det fra forsvareren, Anja Mouridsen.

- Nicklas har ikke haft en chance for at forstå reglerne, sagde hun videre.

Det er ikke første gang, at Bendtner må stå skoleret i Københavns Byret. Foto: Mogens Flindt
Det er ikke første gang, at Bendtner må stå skoleret i Københavns Byret. Foto: Mogens Flindt
 

Udtalte sig for første gang
I retten udtalte Bendtner sig for første gang om sagen. Her gentog han igen og igen, at han ikke vidste, at han potentielt har gjort noget ulovligt, og at han har handlet i god tro hele vejen igennem.

- Det har været min overbevisning, at det var et fuldt gyldigt kørekort. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det anderledes, lød det fra Bendtner.

Den forklaring blev gentaget gentagne gange undervejs i det to timer lange retsmøde.

- Jeg fik at vide (af hans advokater, red.), at når jeg havde udstået de tre år, så havde jeg førerret i Danmark igen, sagde han og fortsatte:

- Som sagt har jeg været af den opfattelse, at jeg har kørt med et gyldigt kørekort. Jeg troede, det var gyldigt. Jeg havde ingen grund til at tro andet.

Lovovertrædelser

I 2009 smadrede Bendtner sin Aston Martin, da han kørte galt på vej til træning.

I 2011 kørte han for stærkt og endte med at få frakendt sit kørekort i 56 dage. Det kostede også en bøde på cirka 5800 kroner.

2012 stod på endnu tre trafikale lovovertrædelser, der endte med at koste 46.000 i bøder og sagsomkostninger.

Den danske fodboldspiller kom også i problemer i 2013, hvor han kørte med alkohol i blodet mod færdselsretningen på Gammel Strand. Han endte med frakendelse af kørekortet i tre år og en bøde på 842.222.

I 2018 blev Nicklas Bendtner anmeldt for vold mod en taxachauffør. Han blev siden sigtet efter voldsparagraf 244 i straffeloven.

Taxachaufføren blev også sigtet efter samme paragraf.

Bendtner blev dømt til 50 dages ubetinget fængsel- han fik dog lov til at afsone dommen i sin lejlighed med fodlænke.

Bendtner ved retssagen i København, hvor han blev idømt 50 dages fængsel. Foto: Mogens Flindt
Bendtner ved retssagen i København, hvor han blev idømt 50 dages fængsel. Foto: Mogens Flindt
 

Efter retsmødet havde Nicklas Bendtner ikke yderligere kommentarer til Ekstra Bladets udsendte om sagen.

- Vi venter, til dommen er faldet, lød det smilende, inden han forlod Københavns Byret sammen med sin forsvarer.

Der falder dom i sagen 7. oktober klokken 13.00. Ekstra Bladet følger naturligvis sagen tæt.