Det kom meget bag på på komponisten Bent Fabricius-Bjerre, at hans ven gennem mange år, den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, var død.
Det fortæller han til BT.
- Jeg har det skidt, siger han til avisen.
Zobel og Fabricius-Bjerre har været venner i mange år, og de har siddet i bestyrelsen i Codan sammen, da Peter Zobel var direktør for forsikringsselskabet.
- Han var nok en af mine nærmeste venner, siger komponisten til BT.
Erik Brandt om Zobels død: Det kommer som et chok
Peter Zobel hørte ligesom Fabricius-Bjerre og Erik Brandt til prins Henriks tætte vennekreds, og de har i løbet af årerne også spillet tennis sammen.
Det var Henriette Zobel, der i søndag aften bekræftede over for Ekstra Bladet, at Peter Zobel var afgået ved døden.
- Ja, han er død i morges (søndag red.), sagde en stærkt berørt Henriette over telefonen. Hun ønskede på daværende tidspunkt ikke at sige mere om dødsfaldet.
Peter Zobel levede i mange år med sygdommen KOL.
Peter Zobel levede i flere år med frygtet sygdom
Kort efter nytår 2015 blev han lagt i respirator i fire dage, efter han var blevet indlagt den 1. januar, fortalte han til Sjællandske. Til Ekstra Bladet uddybede han kort efter sin udskrivelse:
- I dag går det godt, og jeg får ikke ilt mere, men jeg var sgu syg. Hold da op. Jeg aner ikke, om jeg besvimede, da jeg ikke kunne få vejret, men der er i hvert fald en tre-fire dage, jeg ikke kan huske, mens jeg lå på hospitalet, sagde han dengang.
Zobel efterlader sig sine fem børn, Rigmor, Caroline, Sarah og sønnerne med Henriette Zobel - Alexander og Nicolaj.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bent Fabricius-Bjerre.