I dag mandag siger kalenderen 8. marts, og traditionen tro betyder det, at det er kvindernes internationale kampdag.
Ét år er dermed gået siden den seneste kampdag, men der er stadig masser af grunde til at kæmpe. Det mener Louise Kjølsen bedre kendt som 'Twerk Queen'.
Mange kvinder holder sig nemlig stadig tilbage fra at udtale sig og blande sig i den offentlige debat af frygt for at modtage trusler og grove beskeder. Og det er et kæmpe problemer, mener 33-årige Louise Kjølsen.
I slutningen af 2020 kunne man i DR-serien 'Hvem vil voldtage Louise?' se, hvordan hun forsøgte at finde frem til en mand, der sendte hende trusler og grove beskeder.
- Så jeg har arbejdet ret intensivt med det, og jeg har fundet ud af, at jeg langtfra er den eneste. Faktisk modtager næsten alle kvinder, jeg kender, der udtaler sig i offentligheden, grove beskeder - jeg vil faktisk sige trusler, siger hun til Ekstra Bladet og uddyber:
- Jeg har en teori om, at det derfor ikke bare er en 'emotionel skraldespand' for de mænd, men at det faktisk er en mere bevidst strategi, man bruger mod kvinder for at få dem til at tie stille.
Trusler om voldtægt
Louise Kjølsen modtager alt fra dickpics og tilsvininger til trusler om, at hun eller hendes mor bliver voldtaget.
- Og jeg kan mærke, at det gør, at jeg er nødt til at vurdere, om jeg kan overskue de konsekvenser, det får, inden jeg udtaler mig om et emne. Hver gang skal jeg overveje, om jeg vil betale den pris, det kommer til at koste, siger hun og slår fast, at hun langtfra er den eneste, der har det sådan.
- Så det har en pris, og den pris er, at kvinder trækker sig fra den demokratiske debat, vi gerne skulle kunne have i samfundet. Det er ikke et kvindeproblem, og det er ikke et internetproblem. Det er et samfundsproblem.
Lang vej endnu
Louise Kjølsen fortæller, at hun klart kan mærke en stigning i antallet af grove beskeder og trusler, hun modtager, hver gang hun udtaler sig.
Derfor forventer hun også, at hun kommer til at få den slags beskeder i indbakken ved at stille op til dette interview. Alligevel har hun dog valgt at takke ja.
- Der er stadig meget lang vej endnu. Det kan ikke være rigtigt, at kvinder skal afholdes fra at udtale sig og deltage i debatten. Vi er nødt til at blive ved med at sætte fokus på det, for kun ved at italesætte det kan vi ændre på det, siger hun.