Bryder loven igen-igen

Tim Christensen lader ikke til at have helt styr på reglerne, når det kommer til skattelovgivningen

Tim Christensen har ikke været heldig med loven det seneste år. Foto: Claus Bonnerup
Tim Christensen har ikke været heldig med loven det seneste år. Foto: Claus Bonnerup

Man skulle ellers tro, at musikeren Tim Christensen efterhånden havde lært af sine overtrædelser af selskabsloven og skattelovgivningen.

Det vidner hans nyeste regnskab fra firmaet Honeyburst ApS dog ikke om.

Her viser årsregnskabet, at musikeren igen har taget et ulovligt lån gennem firmaet.

Denne gang har han i 2020 lånt 99.000 kroner gennem firmaet og fået betalt beløbet ud inden regnskabsåret blev afsluttet.

I starten af året skyldte han 672.000 kroner fra sit sidste regnskab.

Ikke et særsyn
Det et bestemt ikke første gang, at Tim Christensen har gjort brug af ulovlige aktionærlån.

Fra 2009 til 2018 tog han ni forskellige lån igennem firmaet.

Forstå ulovligt aktionærlån

1. En person ejer enten helt eller delvist et firma. Han vil gerne trække en million ud til sig selv.

2. Hvis han skal følge loven, så udbetaler han pengene som løn eller udlodder det som udbytte ved en generalforsamling. Dermed får Skat også sin del.

3. Men i stedet udbetaler han pengene direkte til sig selv og slipper dermed for at betale skat.

4. Hvis firmaet efterfølgende går konkurs, kan det samtidig være meget svært for kreditorerne at få det ulovlige aktionærlån tilbagebetalt.

5. Hvis en revisor gennemgår firmaets regnskab har han pligt til at anmærke det ulovlige lån. I de fleste tilfælde undersøger Erhvervsstyrelsen dog ikke sagen nærmere.

Samlet set er det over fem millioner kroner, der er taget i ulovlige lån gennem firmaet.

Ingen kommentarer
En tidligere aktindsigt fra Erhvervsstyrelsen til Ekstra Bladet har da også vist, at handlingerne har resulteret i politianmeldelser og bøder til Dizzy Mizz Lizzy-musikeren.

Om det er tilfældet denne gang, er endnu ikke afklaret.

Tidligere har Ekstra Bladet konfronteret Tim Christensen med de ulovlige lån.

Ekstra Bladet har i forbindelse med det nye regnskab været i kontakt med Tim Christensens manager, der fortæller, at musikeren ikke har nogle kommentarer.

Det er ikke kun skattelovgivningen, der har voldt musikeren problemer.

Senest har Tim Christensen også mistet kørekortet, efter han har kørt for stærkt.