Fredag aften var bestemt ikke nem for skuespiller Esben Dalgaard.
Her var han mødt op på Det Kongelige Teater for at overvære 'Vild med dans', som han selv medvirkede i for et par år siden.
Men i går aftes var ikke bare en almindelig 'Vild med dans'-aften.
Her blev der nemlig samlet ind til Knæk Cancer, og for Esben Dalgaard var det ekstra følelsesladet.
Den 45-årige skuespiller blev for nylig diagnosticeret uhelbredeligt kræftsyg, da han fandt ud af, at den modermærkekræft, som han ellers var blevet helbredt for, var vendt tilbage og havde spredt sig til store dele af hans krop.
Derfor sad følelserne uden på tøjet, da Esben Dalgaard talte med den fremmødte presse fredag aften, og flere gange brød han sammen og måtte trække vejret dybt, inden han kunne fortsætte:
- Det er jo en svær situation. Jeg er allerede grådlabil, så det skal nok blive en god aften, sagde han og fortsatte:
- Jeg står ikke og græder, fordi jeg har det dårligt. For jeg har det jo udmærket. Men hele denne her uge er en hård uge, for det hele vender tilbage.
- I denne her uge får du det 'in your face' hele tiden. Men det er også vigtigt, for vi forsøger jo at skabe så meget fokus på det som muligt, så vi kan få den åndssvage sygdom væk.
Ser positivt på det
Esben Dalgaard er lige nu i behandling med immunterapi, og det har heldigvis vist gode resultater indtil videre. Derfor prøver han og familien at bevare håbet.
- Vi forsøger at se positivt på det hele. Og det er der ved gud også god grund til. Min behandling går godt, lød det fra skuespilleren, der fortsatte:
- Vi prøver at få det bedste ud af tilværelsen og leve og have det dejligt. Vi nyder de små ting. Vi prøver at nyde leverpostejsmaden, og det er faktisk rigtig nok, for det er jo den, man smører, og som man nyder at smøre.
Esben Dalgaard har valgt at være åben og ærlig om sin sygdom, og det får han især overskud til på grund af den megen respons, han får.
- Jeg møder virkelig mange tilbagemeldinger. Alt lige fra folk, der får et modermærke tjekket, og det er gået godt, til andre, der får det tjekket, hvor det ikke går godt, men som så går i kræftbehandling. Helt frem til en... ja, jeg duer ikke i dag, lød det fra Dalgaard, der igen måtte holde en pause på grund af tårerne.
- ... Lige til en forælder, der skriver, at de mistede deres barn i går. Det giver mening at skabe fokus på det, når jeg får sådan nogle tilbagemeldinger. Det giver mig styrke, at jeg er med til at sætte fokus på modermærkekræft. Og så har det hele tiden været vores idé derhjemme, at vi skulle finde meningen i meningsløsheden.
Husker du Vickie Jo, der i mange år var fast inventar i 'Vild med dans'? Bliv meget klogere på, hvor hun er i dag lige her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------