Tilbage i november kunne den garvede skærmtrold og nyansatte nattevagt Bubber meddele, at han og hans nyslåede kone, Signe Rossing, skulle være forældre for anden gang.
Og nu er den lille ny kommet til verden. Det afslører Bubber, der på dåbsattesten har navnet Niels Christian Meyer, på sin Instagram-profil.
'No. 5', lyder billedteksten kort og godt, der flankerer billedet af den nyfødte piges lille hånd, der kom til verden i går aftes på Herlev Hospital.
Bubber er stadig ekstatisk, da Ekstra Bladet får fat i den 58-årige nybagte far.
- Det er jo magisk. Ord er fattige i denne her forstand. Det er helt ubeskriveligt. Det er ingen selvfølge, at der kommer et rask barn til verden efter ni måneder krøllet sammen ind i maven.
- Jeg er stolt og glad og bjergtaget og imponeret. Man kan ikke beskrive med ord. Det er det samme hver gang. Det er rørende hver gang.
Han fortæller også, at det er en lille pige, parret har fået. Men de har ikke fundet på det rette navn endnu.
- Vi er lidt i hver vores retning indtil videre. Nu skal vi lige se, hvem hun er, og hvad der klæder hende bedst.
I forvejen har parret sammen sønnen Alfred på to.
Bubber har tre voksne børn fra sit tidligere ægteskab med Christine Ibsen Meyer, ligesom Signe Rossing også har tre børn fra et tidligere forhold.
Årets vinder af 'Paradise' blev udsat for en drug rape i 2021. Det fortæller hun i ugens udgave af 'Der er brev'. Lyt med herunder eller i din podcast-app