Den søde ventetid er i gang for Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsen, der i begyndelsen af det nye år bliver forældre til deres første fælles barn.
Og det er tydeligt, at komikeren glæder sig til at blive far igen. Han har for nylig lagt et billede ud på Instagram af sin gravide hustru:
- Vi venter, skriver Casper Christensen til billedet af Isabel, hvis mave illustrerer, at der ikke er længe igen, før parret kan byde deres lille datter eller søn velkommen.
Isabel bestemmer
Barnets køn er fortsat en hemmelighed, men Casper Christensen har tidligere afsløret over for Ekstra Bladet, at parret ved, om de skal købe ting til den lille i lyserøde eller -blå nuancer - selv om farverne er ligegyldige i hans bog:
- Men det med farverne er ikke helt sådan for min kone. Det er hende, der beslutter den slags - også hvornår kønnet på vores barn skal meldes ud. Og min mund er lukket. Jeg 'tør' ikke andet, lød det tidligere på ugen fra ham.
Parret har også tidligere fortalt, at de ved, hvad arvingen kommer til at hedde - dog uden at ville løfte sløret for det.
Casper C. jubler: Vi skal være forældre
'Betryggende' med erfaring
Det er første gang, at Isabel Friis-Mikkelsen skal være mor, og hun er glad for, at Casper Christensen allerede har erfaring med småbørn.
- Det er helt sikkert betryggende, at han har prøvet det før. Han er meget rolig, har hun tidligere fortalt til Ritzau.
Casper Christensen har i forvejen børnene Marvin, 17, og Cajsa, 18, fra sit tidligere ægteskab med Anette Toftgård.