Dansestjerne i ulykke: Jeg ku' slet ikke mærke min arm

Den professionelle danser Steen Lund styrtede på sin cykel under weekendens Ironman i København

Den tidligere 'Vild med dans'-vinder danseren Steen Lund var i weekenden en af de mange deltagere, som kæmpede for at gennemføre årets Ironman i København.

Men det var lige før, at danseren ikke kunne løbe over målstregen efter 3800 meters svømning, 180 kilometers svømning og 42,195 kilometers løb.

- Seks kilometer før målstregen styrtede jeg på min cykel. Der kom et heftigt regnskyl, og så skred jeg på en af de hvide afmærkninger på jorden, fortæller Steen Lund til Ekstra Bladet.

Heldigvis var der en medic-scooter lige bag danseren, da han styrter og må kysse asfalten.

- Ham på scooteren kom styrtende hen til mig og spurgte, om jeg var okay. Der var blod ud over det hele, men vi fik pakket min arm ind, og jeg kom op på cyklen igen.

Tidligere 'Vild med dans'-stjerne afslører: Jeg er jobsøgende

Når deltagerne har svømmet og cyklet, skal de slutte strabadserne af med at løbe et marathon. De godt 42 kilometers løb var ved at sende Steen Lund tidligt ud af dette års Ironman.

- Jeg kunne slet ikke mærke min arm, og jeg overvejede at stoppe undervejs på de første ti kilometer. Jeg valgte dog at fortsætte, for jeg ville gerne have de tre andre armbånd også. Man får et armbånd hver ti kilometer man løber, og det var min motivation.

Efter at han kunne løbe over målstregen og kalde sig Ironman, måtte Steen Lund runde den lokale skadestue og få et tjek af armen.

- Der skulle ikke være noget brækket i hverken skulder eller albue. Min albue er virkelig hævet, men den skulle gerne blive god igen, fortæller Steen Lund.

Det lykkedes den professionelle danser at gennemføre Ironman i tiden 12:39:59, han havde selv håbet på en bedre tid, men det ødelagde regnen for ham.

Steen Lund vandt 'Vild med dans' i 2006 sammen med håndboldspilleren Christina Roslyng Christiansen.

Scorede 'Vild med dans'-babe: Jeg har været en gentleman