Dansk astrolog i corona-bommert

Alt for Damernes astrolog opfordrer i denne uge folk født i Vandmandens tegn til at gå i fitnesscenter og tage på café

Danskere født i Vandmandens tegn får ifølge Alt for damernes horoskop en meget social uge. Foto: Shutterstock.
Danskere født i Vandmandens tegn får ifølge Alt for damernes horoskop en meget social uge. Foto: Shutterstock.

Der er ingen tvivl om, at corona-krisen er kommet bag på Alt for damernes astrolog, Marina Elkhøj. Det fremgår i hvert fald tydeligt af denne uges stjernetegn for Vandmandens tegn, hvor hun opfordrer til besøg i både fitnesscenter og til cafe-tur og i øvrigt generelt siger, at ugen er fuld af sociale aktiviteter.

For tirsdag den 5. maj står der følgende i horoskopet for Vandmandens tegn:

'Din nysgerrighed bringer dig i kontakt med mange forskellige mennesker, og kontakter til udlandet kan blive aktuelle. Dagen egner sig også godt til sportslige aktiviteter, hvor du får pulsen helt op. Find derfor ned i det nærmeste fitnesscenter sammen med en god veninde'.

Onsdag den 6. maj, altså i dag, er også heftig aktivitet, selv om det meste af Danmark stadig befinder sig i en slags coronakarantæne:

'Der er hektisk aktivitet derhjemme, og du må være forberedt på en del trafik af mennesker, der kommer og går hele dagen. Vær forberedt og hav gerne lidt ekstra i køleskabet, som du kan byde uventede gæster. Du har en god kontakt til andre i øjeblikket, og samtalerne glider derfor uden problemer.'

Og lørdag den 9. maj er naturligvis perfekt til et cafe-besøg:

'Du nyder at være på farten og suge forskellige indtryk til dig. Dagen egner sig godt til aktiviteter, der stimulerer dig mentalt. Et venindebesøg eller møde på en hyggelig café kan også blive aktuelt. Dit sociale netværk er vigtigt for dig.

Her kan du se hele ugens horoskop i Alt for Damerne.

Det er ikke så godt
Ekstra Bladet har kontaktet redaktionschef Rikke Dal Støttrup for at få en kommentar til de usædvanlige opfordringer i ugens horoskop her midt i en coronakrise.

- Ja. Det er jo ikke så godt. Det er åbenbart ikke alt, som man kan se i stjernerne. Jeg tror, at folk, der læser de her horoskoper, tror lidt på dem. De leder nok efter ting, der passer på deres eget liv. Personligt tror jeg ikke selv på horoskoper, forklarer redaktionschef Rikke Dal Støttrup til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har også forsøgt at få en kommentar fra astrologen Marina Elkhøj, dog uden held.

Her er stjernetegnet Vandmanden. Foto: Shutterstock.
Her er stjernetegnet Vandmanden. Foto: Shutterstock.