Tilbage i 2019 fortalte skuespiller Laura Drasbæk og stuntmand Lasse Spang Olsen, at de var gået fra hinanden efter flere år som kærester.
To år senere dukkede de op til en gallapremiere i Cinemaxx på Fisketorvet i København, hvor både Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen dog slog fast, at de bare var venner.
Lørdag eftermiddag blev danser og skuespiller Silas Holst gift med sin kæreste, Nicolai Schwartz. Et bryllup, hvor Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen var ankom sammen.
Og her kunne den 47-årige skuespillerinde bekræfte, at hun igen danner par med 57-årige Lasse Spang Olsen.
- Vi er kærester. Det har vi været siden januar, lød ordene fra Laura Drasbæk til Ekstra Bladet.
- Kan du sætte nogle ord på, hvordan I fandt sammen igen?
- Det kan jeg ikke overskue lige nu.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Romancen brast
Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen var sammen i mere end seks år, før skuespillerinden i 2019 kunne fortælle, at de var gået fra hinanden.
- Nu har jeg været uden kæreste i halvandet år, og jeg er euforisk over det. Kærester er skønne, men hold kæft, de tager din tid, sagde Laura Drasbæk på daværende tidspunkt i et interview med ugebladet Hendes Verden.
Men situationen var ellers en helt anden, da skuespillerinden og stuntmanden gik fra at være venner til kærester tilbage i 2013.
- Pludselig blev jeg genert over alt det, der før havde været naturligt. Jeg lagde mærke til hans overkrop gennem blusen. Det begyndte i mig, og han kunne nok mærke det fra mig. Der kom pludselig en anden undertone. Der kom et japansk hurtigtog. Det var så stærkt, lød ordene fra skuespillerinden til B.T, da de fandt sammen.
Nu prøver Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen igen. Førstnævnte er mor til drengene Albert og Vilfred, som hun har fra forholdet med skuespilleren Gerard Bidstrup.
Lasse Spang Olsen har døtrene Tallulah og Fiona fra ægteskabet med Josephine Bergsøe.