Fredag formiddag løb det årlige Røde Kors-arrangement Klub 10 af stablen ved musikmuseet Ragnarock tæt på Roskilde Festival.
Formålet med dagen var at fejre, at der endnu en gang var blevet samlet en stor mængde penge ind til velgørende formål af klubbens kendte ansigter, der er udnævnt for et år ad gangen, og både kendte fra erhvervslivet og de kulørte blade var stærkt repræsenteret ved museet.
Under talerne fra de forskellige involverede i organisationen stod popstjernen Bryan Rice med sin ægtemand Mads Enggaard, som han blev gift med for tre uger siden.
Vil hjælpe ældre
De to stod tæt omslynget og nikkede med, da formanden fortalte, at man havde et ønske om at få folk til at hjælpe udsatte og ensomme med ti timer af ens egen tid.
- Det ville jeg rigtig gerne være med til. En ting er at donere penge, noget andet er ens tid, fortæller 40-årige Bryan Rice til Ekstra Bladet.
Han ville elske at hjælpe folk med sin tid og et bestemt område, ligger ham specielt på sinde.
- Jeg ville elske at være besøgsven, det vil jeg rigtig gerne, fortæller han og fortsætter:
- Jeg har desværre mistet alle mine bedsteforældre, og jeg elsker at snakke med ældre mennesker. Det er enormt givende, siger den rutinerede sanger
Grand Prix-mafiaen: Kærester og kammerater styrer showet
Gift på Rådhuset
Bryan Rice blev gift med sin kæreste gennem ni år for tre uger siden. Parret blev viet på Rådhuset, hvor sangeren Søs Fenger sang 'Du er' under ceremonien.
De holdt efterfølgende en kæmpe fest, hvor der ifølge parret blev danset fra klokken 11 om formiddagen til 3 om natten.
Bagefter gik turen til Kroatien, hvor bryllupsrejsen foregik.
Parret har sammen en lille datter på to år.