Skuespiller Pauli Ryberg er død af uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen. Det oplyser Teater Får302 i en pressemeddelelse.
- Teatret har mistet en stor skuespiller, en dejlig ven og en kæmpe kunstnerisk kapacitet, skriver Teater Får302 i pressemeddelelsen.
Pauli Ryberg blev født i 1958 på Lolland, vokset op i Nakskov og er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1987.
Udover Teater har han blandt andet medvirket i tv-serier som 'Strisser på Samsø', 'Rejseholdet' og 'Nikolaj og Julie'.
Formand for scenekunstudvalg
I 1990'erne var han en del af holdet på Dr. Dantes Aveny Teater.
Han har blandt andet haft roller i 'Personkreds 3' på Edison i 1998, 'De lystige koner i Windsor' på Aarhus Teater i 1999 og 'Hide & Seek' på Kanonhallen i 2002.
Siden 2008 har Pauli Ryberg været formand for Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, og ved siden af det har han arbejdet som skuespiller på teatre rundt omkring i landet.
Han har især optrådt meget på mindre scener, blandt andet Holbæk Egns Teater. Her spillede han i 2005 H.C. Andersen i 'Milde Himmel'.
Arbejdede til det sidste
I et mindeord skrevet af Me Lund, der er journalist og forfatter og medlem af Teater FÅR302s bestyrelse, oplyses det, at Pauli trods sin sygdom arbejdede til det sidste:
- Hver aften stod han alene på scenen, hver 14. dag med kemoen strømmende i kroppen fra en lille flaske i bukselommen. Trods kræftbehandlingens omkostninger insisterede han på, at teatret gjorde ham godt. Og derved gjorde han ikke bare teatret godt, men også publikum, der gennem ham fornemmede de store vidder og den høje himmel i stor kunst, står der blandt andet at læse i mindeordet.