Skuespilleren Svend Johansen er død i en alder af 90 år.
Det fremgår af en dødsannonce, familien har indrykket.
'Min elskede mand, vores kære bror, far, svigerfar og farfar', står der i annoncen.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Svend Johansens kone, Susan, dødsfaldet.
Svend Johansen er kendt for mange danske film og tv-serier, men bedst kendt som Viggo Clausen i 'Soldaterkammeraterne', hvor han medvirkede i fem udgaver af den populære serie.
Her spillede han blandt andet sammen med Dirch Passer, Ebbe Langberg og Preben Kaas.
Han blev uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1955. Senest spillede Svend Johansen med i filmen 'Skammerens Datter' fra 2015.
Svend Johansen døde 2. marts, og efterlader sig kone, børn og børnebørn.
Mindestund afholdes, når det er muligt.