Dansk stjerne bekræfter: Vi var kærester

For første gang sætter svømmeren Sarah Bro ord på sit tidligere forhold til filmstjernen Zac Efron

Her ses Sarah Bro og Zac Efron sammen i Las Vegas. Foto: Getty Images/Jeff Bottari
Her ses Sarah Bro og Zac Efron sammen i Las Vegas. Foto: Getty Images/Jeff Bottari

Det vakte overskrifter i en lang række udenlandske og danske medier, da den tidligere professionelle svømmer Sarah Bro blev koblet sammen med verdensstjernen Zac Efron, som hun ad flere omgange var blevet spottet sammen med i Los Angeles, hvor hun boede, indtil hun for nylig flyttede tilbage til Danmark.

Siden kunne flere medier ligeledes berette, at Zac Efron var blevet set i Lyngby sammen med Sarah Bro, og at de to var kærester. Der gik dog ikke længe, før medierne igen berettede, at forholdet imellem de to var gået i vasken.

Undervejs har Sarah Bro på intet tidspunkt udtalt sig om forholdet offentligt, men det laver hun om på nu.

Zac Efron er blandt andet kendt fra filmene om 'High School Musical'. Foto: Phil McCarten/Ritzau Scanpix
Zac Efron er blandt andet kendt fra filmene om 'High School Musical'. Foto: Phil McCarten/Ritzau Scanpix

I podcasten 'Hjerteflimmer for voksne', der har DR-vært Sara Bro i front, bekræfter den tidligere OL-svømmer nu for første gang, at de to har dannet par i en periode, efter de mødte hinanden på en strand for et par år siden.

Samtidig fortæller hun ærligt om, at hun først for nylig er kommet videre fra bruddet fra Efron, som ifølge hende var meget hårdt.

- Jeg er endelig nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er virkelig glad for én, og det er efter et meget traumatiserende heartbreak. Jeg er 25, så jeg er relativt ung, men jeg har aldrig fået mit hjerte knust før for halvandet år siden. Det skete på en måde, hvor det kom ud til hele verden, lyder det fra Sara Bro, der uddyber:

- Jeg var kæreste med en filmstjerne ovre i USA. Noget, som jeg aldrig har talt om før til medierne, for det har jeg ikke set nogen grund til. Men når vi så sidder her i den her setting, så kan jeg også mærke, at det er svært at snakke om kærlighed uden også at snakke om den ene ting, som har gjort, at jeg vitterlig helt inde i mit hjerte troede, at jeg ikke skulle have en kæreste igen, efter det gik i stykker, siger hun til vært Sara Bro, ekspert Jytte Vikkelsøe og medgæst Adam August i 'Hjerteflimmer for voksne'.

Sarah Bro er netop nu aktuel i 'Over Atlanten' og har for nylig også været med i programmet 'Korpset' på TV 2. Foto: Discovery Networks Danmark/Per Arnesen/Free
Sarah Bro er netop nu aktuel i 'Over Atlanten' og har for nylig også været med i programmet 'Korpset' på TV 2. Foto: Discovery Networks Danmark/Per Arnesen/Free

Vidste ikke hvem hun var

Ifølge Sarah Bro var det hårdt for hende pludselig at blive trukket ind i en branche og et spotlight, som var på et helt andet niveau, end hun var vant til.

- Jeg kom så langt væk fra, hvem jeg selv var, og siden har det været svært for mig at give mig hen til et andet menneske og stole på nogen, siger hun og fortsætter:

- Jeg var kommet så langt ud, at jeg næsten ikke vidste, hvad der var rigtigt og forkert. (...) Ikke nok med, at jeg skulle deale med et breakup så skulle jeg også deale med at hive mig selv op efter det, siger hun videre.

Den tidligere svømmer, som i øjeblikket er aktuel i realityprogrammet 'Over Atlanten', fortæller videre, at hun i dag er et godt sted efter bruddet, og at hun har fundet kærligheden på ny.

Med hvem løfter hun dog ikke sløret for.

- Hver gang jeg har været i en relation, har jeg bare været den mest stride kælling og sat regler. Jeg tog lang tid, hvor jeg var mig selv, og så har jeg været så heldig at møde et menneske, som er alt det, min ekskæreste ikke er. Ærlig, loyal og nede på jorden. Jeg er spændt på, hvad det kan blive til, men jeg har også noget bagage, siger Sarah Bro, der understreger, at hun som konsekvens af forholdet stadig er bange for at blive såret.