Dansk stjerne ramt af tyfus

Den danske Youtube-stjerne har været plaget af voldsomme smerter. Nu har han endelig fået en diagnose 

Her vinder Rasmus Brohave prisen for 'Årets Vlogger' ved Guldtuben 2017.

- Det er en kæmpe lettelse at få et svar.

Sådan siger Rasmus Brohave, der efter adskillige uger med voldsomme smerter i store dele af kroppen og mange lægebesøg endelig har fundet ud af, hvad der er galt med ham.

Youtube-stjernen har fået tyfus.

- Det er meget usædvanligt, siger Ramus Brohave til Ekstra Bladet om lægernes diagnose, som han fik onsdag efter ugers usikkerhed om, hvorfor han havde det så dårligt.

Droppede ud af gymnasiet: Nu er han 'årets YouTuber'

Brohaves smertehelvede startede for halvanden måned siden, og han troede til at starte med, at han havde forstuvet foden efter et mindre fald ned ad en trappe.

Men smerterne tog til, og pludselig fik han også ondt i den anden fod. Smerterne spredte sig til knæ, hofter, nakke og den højre hånd.

- Jeg lå bare og gloede op i loftet og kunne intet. Det har virkelig været irriterende og kedeligt, siger youtuberen, der erkender, at han nåede at blive alvorligt bekymret for sit helbred.

Han fik taget over 20 blodprøver på sygehuset, før han fik lægernes tyfus-dom, der i værste fald kan betyde, at han skal døje med smerter de kommende to år.

Dansk Youtube-stjerne scorer nyt job

- Man kan ikke rigtigt gøre noget ved det andet end at vente. Jeg har fået indsprøjtninger i fødderne, der måske kan tage nogle af smerterne, men det er ikke sikkert, at det virker, fortæller han.

Tyfus skyldes en infektion med en særlige form for salmonella-bakterie, og Rasmus Brohave er formentlig blevet smittet under en rejse til Bali i februar måned.

- Jeg fik salmonella via en madforgiftning og havde det ad Helvede til i tre dage. Bakterien er ude af min krop, så nu er det bare at vente på, at jeg bliver helt rask og ikke har smerter mere, siger han.

- Jeg kan være heldig, at det er overstået om en måned, men det kan også vare år. Ingen ved det, siger Rasmus Brohave, der normalt deler stort set alt med sine mange tusinde følgere på de sociale medier. Hvor skidt han har haft det, har han dog valgt at holde for sig selv - indtil forleden.

- Jeg prøvede at holde det hemmeligt, og da jeg valgte at fortælle om mine smerter den anden dag, fik jeg flere hundrede diagnoser på en dag, siger han og de mange velmenende bud på, hvad der kunne være galt.

Nu har Rasmus Brohave fået den rigtige diagnose fra lægerne, og selvom den er lidt skræmmende, er det en lettelse at få vished.

- Det giver ro, og jeg ved, at jeg ikke er i fare, siger Rasmus Brohave.

Hvad er tyfus?

- Tyfus skyldes infektion med en særlige form for salmonella-bakterie, Salmonella Typhi.

- Tyfus er meget sjælden i Danmark , men stadig almindelig mange steder i den tredje verden.

- Sygdommen kan behandles med antibiotika og der findes en vaccine mod den.

- Symptomerne kan variere fra milde til alvorlig og livstruende symptomer. I første fase af sygdommen, som varer cirka en uge, ses almene sygdomstegn som feber, hovedpine, madlede, hoste, forstoppelse og hos børn hyppigt diarré.

- I modsætning til andre salmonella-bakterier forekommer Salmonella Typhi ikke hos dyr. Smitte kommer derfor altid fra et andet menneske. Smitten overføres hyppigst ved indtagelse af fødevarer eller vand, der er forurenet med afføring fra mennesker smittet med tyfus.

Kilde: Statens Seruminstitut