I femte sæson af 'Landmand søger kærlighed' på TV2, var der amoriner i luften imellem den 34-årige landmand Martin Iversen og Natascha Lysen, der tilmeldte sig programmet for forhåbentligt at finde kærligheden med Martin Iversen.
Efter programmet fortsatte de to som kærester, men kærligheden varede desværre ikke ved, og nu er parret gået fra hinanden.
Det skriver Her&Nu.
Over for Ekstra Bladet bekræfter Martin Iversen bruddet.
– Vi er gået fra hinanden. Det er lidt tid siden. Det skete i foråret sidste år, siger han og fortsætter:
- Vi fandt bare ud af, at vi ikke havde samme interesser, og at vi ikke ville det samme, fortæller han videre.
Natasha Lysen flyttede i den forbindelse ud fra Martin Iversens gård, Stenbrovad Holsteins ved Vojens i Sønderjylland.
- Hun flyttede ud, så nu bor jeg her alene, så jeg har masser af plads.
Stadig mod på kærlighed
Selvom det ikke gik imellem de to, har Martin Iversen stadig mod på at finde kærligheden.
- Det er klart, at jeg gerne vil finde kærligheden. Jeg tror ikke, at vi er bygget til at være alene, siger han og fortæller, at han dog ikke har travlt:
- Det skal være en kvinde, der er frisk og hun skal vide, hvad hun vil. Jeg vil ikke spilde min tid.
Tv-landmand i chok: - Det er frygteligt
Selvom det ikke varede ved mellem Martin Iversen og Natascha Lysen, fortryder Martin Iversen ikke, at han deltog i 'Landmand søger kærlighed'.
- Jeg er glad for, at jeg var med. Jeg har mødt Natascha, og hun er en sød pige. Vi har haft to gode år, så på den måde har det været rigtig godt, siger han og fortæller, at han i øjeblikket har travlt med at passe sine dyr og gøre klar til forår på gården.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Natasha Lysen, men det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra hende.