2019 slutter godt for Jens Ringgård Christiansen, som har fået sig en kæreste.
Det fortæller den glade vejrvært til Ekstra Bladet, da han møder op til TV2-showet 'De største øjeblikke' med den nye kvinde i sit liv.
Jens Ringgård Christiansen og kæresten, Susanne, fik kontakt i september, men de ønsker ikke at uddybe, hvordan de mødte hinanden, fortæller de grinende.
Til gengæld vil de gerne fortælle, at de er meget glade for hinanden.
- Indtil nu synes jeg, at alt har været meget godt, fortæller den forelskede Jens Ringgård Christiansen, mens Susanne ikke er i tvivl om, hvorfor de to passer godt sammen.
- Vi har masser til fælles. Så vi laver en masse ting sammen, lyder det fra hende.
Glæder sig til foråret
Parret glæder sig nu til, at de inden længe skal starte 2020 som kærester.
- Der er nogle småweekender og småferier, vi skal på, men ellers er der ikke planlagt noget stort, siger Jens Ringgård Christiansen, inden kæresten overtager:
- Jeg glæder mig til, at vi skal opleve foråret sammen, siger Susanne, der til daglig arbejder som læge.
TV2 sender 'De største øjeblikke' 30. december klokken 20.00.