Torsdag aften havde den musikalske komedie 'Dirch' premiere i Glassalen i Tivoli. Forestillingen har Andreas Bo i hovedrollen som Dirch Passer og Troels Lyby som Kjeld Petersen.
Men inden gæsterne fik lov til at komme indenfor i salen og nyde Dirch Passer som den komiker og skuespiller han var, spurgte Ekstra Bladet gæsterne, hvem de synes er den sjoveste komiker i dag.
Birthe Kjær, sangerinde

- Der er gudskelov rigtig mange gode stand-up'ere i dag. Så det er jo svært lige at vælge en! Men skulle jeg ikke lige tage at vælge Carsten Bang, når nu han er. Han er nemlig også en af de rigtig gode.
Kirsten Norholt, skuespillerinde
- Det synes jeg er meget svært at sige! For jeg synes jo nok, at det stadigvæk er Claus Ryskjær. Jeg synes faktisk, at Claus Ryskjær er en af de bedste komikere vi har haft.
Julie R. Ølgaard, skuespillerinde
- Det synes jeg er svært! Men et af af de mennesker, der kan få mig til at grine aller mest, det er nok Simon Juul, selvom han nok ikke er en decideret komiker men mere sådan 'all-around'.
- Simon er lynende intelligent, og han interesserer sig for utrolig mange ting, og han er bare fantastisk selskab. Men der er jo mange gode imellem,jeg elsker også Mick Øgendahl og Uffe Holm. Heldigvis er vi beæret med utrolig mange sjove danskere!
Lars Bom, skuespiller

- Det må blive 'Anden'. Jeg synes, at han er intelligent og han tager nogen gode ting op og så har han en fed timing og en knastør humor, det kan jeg godt lide.
Peter Ganzler, skuespiller

- Det må nok være mig selv! Jeg er bare sjov. Ej, der er sku da mange. Jeg ved ikke hvem der er den sjoveste i dag, men jeg kan sige, at jeg er rigtig glad for Rytteriet. Og så synes jeg også, at vi har nogen skønne kvindelige komikere, Lærke Winther og Lisbeth Wulf.
Szhirley, sangerinde

- Det må næsten være Andreas Bo. Han er virkelig fantastisk, når det kommer til timing og hans komiske sans, hvor man bare ved, at han går lige til grænsen uden at falde ud over. Og uden at der er nogen, der bliver sure eller stødte over det som han nu måtte gøre grin med eller lave parodier på.