Smuk og stolt stod Gertrud Campeotto i spidsen for sin familie og tog imod de mange, der ville tage afsked med hendes mand i Lindevang Kirke på Frederiksberg.
Den lille kirke var fyldt til bristepunktet, for Dario skulle sendes på sin sidste rejse med kærlighed og maner, og Gertrud skulle omfavnes.
Den rørende ømhed flettedes sammen med vemod, men også taknemmelighed for alt det, som Dario igennem sit liv har betydet for et utal af mennesker. Og de lune tanker blev heller ikke glemt.
- Vi kender alle historier om Dario, og det er ikke alle, der kan fortælles i kirken, lød det fra præsten, Jonas Lucas Christy, der tilmed var nabo til Dario Campeotto - og en af forklaringerne på, at den ellers katolsk døbte, danskfødte italiener valgte af blive bisat i folkekirken.
- Dario spillede de kort, livet gav ham, og det gjorde han godt. Barmhjertighed og næstekærlighed var en del af ham, tilføjede præsten og fortalte videre, at Dario under den sidste del af sit sygeleje havde gjort status over sit liv.
'Jeg behøver ikke at synge mere. Jeg har ikke mere, jeg skal bevise. Jeg har sunget for dronningen og en masse andre. Nu må jeg gerne holde fri.'
Den fine ceremoni blev krydret med de smukkeste salmer og oplæsning fra 1. Korintherbrev. Blandt salmerne var 'Se nu stiger solen', 'Nu åbner savnet sine øde vidder' og 'Dejlig er jorden'.
Og som en cadeau til Dario selv sang hele forsamlingen 'I Danmark er jeg født'.
Intet kunne være finere og mere rørende.
Men da orglet istemte 'Angelique', mens kisten blev båret ud, måtte adskillige have lommetørklæderne frem.
