Deler ubehagelig historie: Overgreb i en taxa

Kvindehuset Danner laver en udstilling om vold mod kvinder, hvor fem voldsofre og fem kendte kvinder deltager. En af dem er Signe Lindkvist, som selv nær var blevet udsat for et overgreb i Frankrig

Signe Lindkvist fortæller i forbindelse med en udstilling om sin egen oplevelse, hvor hun nær blev udsat for et overgreb. Foto: Linda Johansen
Signe Lindkvist fortæller i forbindelse med en udstilling om sin egen oplevelse, hvor hun nær blev udsat for et overgreb. Foto: Linda Johansen

Kvindehuset Danner lancerer i begyndelsen af juni en fotoudstilling ved navn 'Red min søster', som skal bryde tabuet om vold mod kvinder.

Med på billederne i udstillingen er fem voldsramte kvinder og fem kendte kvinder, de kalder 'medsøstre', og formålet er at få folk til at indse, at det aldrig er deres egen skyld, hvis de bliver udsat for vold.

Blandt de kendte kvinder er tv-vært Signe Lindkvist og skuespiller Iben Hjejle.

- Både Iben og jeg elsker Danner Huset, og vi synes begge, at det er fuldstændig forfærdeligt og traumatisk, at der seriøst stadig er 12 kvinder om året, der bliver slået ihjel af vold. Det er helt klart den sag, vi gerne vil bakke op omkring, siger Signe Lindkvist til Ekstra Bladet.

Sov i taxa
Hun fortæller, at hun ikke bare støtter op om sagen for de andre kvinders skyld. Hun har nemlig også selv været ude for en traumatisk oplevelse i Frankrig for omkring ti år siden.

- Det primære incitament er jo helt klart, at jeg selv har været sindssygt tæt på at blive udsat for et overgreb. Det skete ikke noget, men jeg faldt i søvn i en taxa, som kørte mig langt ud på landet - altså 40 kilometer uden for Cannes - og så vågnede jeg simpelthen ved, at han var i gang med at se, om han kunne trække mine bukser af mig.

- Jeg får så kæmpet mig fri af ham og får stukket af. Alt ender godt, og der kommer en kammerat og henter mig i en anden taxa. Så der skete ikke noget, men den forskrækkelse har helt klart sat sig i mig, fortæller hun om den ubehagelige oplevelse.

Ikke din skyld
Som om oplevelsen ikke var hård nok i sig selv, så føler Signe Lindkvist også, at hun mentalt gav sig selv skylden for det efterfølgende. Derfor vil hun gerne være med til at gøre opmærksom på, at det aldrig er ens egen skyld.

- Det vilde ved den oplevelse var, at efter det var sket, kan jeg huske, at jeg blev ved med at slå mig selv oveni hovedet med, 'jamen det var da også dumt af mig, at jeg kørte i taxa alene en aften i Cannes. Det var da også dumt af mig, at jeg havde taget en bluse på med bare skuldre. Så bad jeg nærmest selv om det.'

- Den rationalisering om, at man hele tiden selv synes, at man har gjort sig fortjent til, at der skal ske sådan noget dumt noget, det er også det, kampagnen handler om. At vi skal lære at italesætte, at der aldrig vil være en situation, hvor det er okay, at nogen mænd eller kvinder eller andre bliver udsat for vold. Det kan man simpelthen ikke selv være forskyldt i, siger hun.

Hylder kvinder
Udstillingen rejser rundt i landet mellem juni og september. I alle byerne bliver der desuden opstillet et infotelt, hvor man kan tale med personer fra Danner Huset.

Signe Lindkvist opfordrer til, at man gør brug af den gratis rådgivning, og at man ser billederne på udstillingen, hvor de voldsramte kvinder står nøgne bag blomster, som er opstillet af blomsterdesigner Poppykalas, mens billederne er fotograferet af Sarah Buthmann.

Her er programmet for udstillingen

  • København: 3. til 5. juni
  • Ringsted: 30. juni til 2. juli
  • Randers: 12. til 14. august
  • Kolding 26. til 28. august
  • Holstebro: 2. til 4. september