- Det er sgu da underligt

Mads Steffensen har droppet monopolet - i stedet har han fået sine lørdage igen

Mads Steffensen er i dag vært for 'Mads og A-holdet'. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Mads Steffensen er i dag vært for 'Mads og A-holdet'. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Der er gået to måneder, siden Mads Steffensen forlod sit hyper-populære monopol og overlod det til Sara Bro.

I stedet har han kastet sig over podcasten 'Mads og A-holdet' hos Podimo. Et skifte, han tidligere har begrundet med et ønske om luftforandring over for Ekstra Bladet.

- Jeg har været på DR i over to årtier. Jeg har skabt 'Mads & Monopolet' og kørt det i over 17 år. Jeg har været vært på over 170 udgaver af 'Kender du typen' og masser af fredagsunderholdning og store shows, og jeg synes, jeg har prøvet det hele, sagde han i januar.

Reagerer på kritik af 'Monopolet': - Tak!

I podcasten 'Fjernsyn for mig', som komiker Dan Andersen og Morten Routh Sørensen står bag, er Mads Steffensen ugens gæst sammen med Eva Nabe. Her bliver den populære vært spurgt, hvad han nu fordriver tiden med.

- I alle de år, jeg lavede det, vågnede jeg klokken halv syv uden vækkeur. Jeg vågnede bare. Min krop vidste det bare. Nu har jeg prøvet nogle lørdage og den første lørdag, hvor jeg ikke skulle sende, der vågnede jeg kvart over ni. Det er sgu da underligt, ik'?, spørger han og fortæller videre om, hvordan han udnytter, at han efter mange års radioarbejde endelig har fået sin lørdag formiddag tilbage.

- Jeg går bare og dasker, drikker min kaffe og læser min avis. Jeg har ikke hørt så meget af det, jeg hørte lige det første program, Sara lavede med monopolet - jeg skulle lige høre hvordan, og hun havde en sød hilsen i starten, som jeg blev rigtig glad for. Så hørte jeg en times tid til halvanden, men det var også en fed oplevelse, for på en måde var det, som om det var givet videre. Det var ikke mit længere.

Nu er afløseren fundet: Hun erstatter Mads Steffensen

I landets medier er det overraskende skifte fra tronen hos DR til den langt mindre platform hos Podimo blevet dækket intenst, ligesom lyttertallene er blevet gransket. Mads Steffensen føler sig sikker på, at Sara Bro nok skal ride videre på den bølge, han selv startede, og så afslører han, at 'Mads og A-holdet' også har fået en ganske fin start.

- Det andet er min podcast, og den skal også nok få et fint liv. Den går rigtig godt, selvom scenen er mindre, så jeg tænker, at det nok skal gå fint for alle.

- Jeg kan godt forstå, at pressen kører det op, men det er sgu lidt svært at sammenligne et kæmpestort radioprogram med over en million lyttere og så en podcast, der er gemt bag en betalingsmur, siger han i podcasten, der kan høres her.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Anmelder René Fredensborg har lyttet nærmere til de to programmer.