December er ved at nå sin ende, og folk mødes fra nær og fjern for at tilbringe højtiden sammen. Det lyder idyllisk, og derfor er der også tit store forventninger til højtiden.
Men måske giver det ikke så meget mening at hygge sig på kommando.
Tv-vært og journalist Natasja Crone har blandede følelser omkring julen, fordi der kan være et pres for, at alt skal være perfekt.
- På den ene side kan jeg virkelig godt lide samværet med familie og venner, når man laver lækker mad sammen og hygger sig, siger hun.
- På den anden side er jul og nytår de højtider, som er programmeret til, at vi skal sige: En, to, tre ... hyg jer! Så skal alt bare være hyggeligt og konfliktfrit. Det kan også være lidt anstrengende indimellem, siger den 52-årige tv-vært og fortsætter:
- Jeg tror, at folk også kender fra deres eget liv, at nogle gange er de spontane fester de sjoveste. De aftener, der ikke havde været planlagt i 100 år, men bare skete, kan være lige så sjove. Det kan man hverken sige, at jul eller nytår er, siger Natasja Crone.
Et udfordrende år
Sammen med skuespiller Peter Mygind forsøger hun at få julefreden og -hyggen til at indfinde sig, når de sammen synger julen ind i 'Alletiders juleshow', der sendes på TV 2 lillejuleaften.
Det skal give danskerne et afbræk fra alt det, der er sket i 2022.
- Det har jo været et udfordrende år - det har det bare. Så det handler om at give folk det dér pusterum og åndehul til at glemme alt det forfærdelige, siger hun og peger på krigen i Ukraine, coronapandemien og forsyningskrisen.
Privat danner hun par med TV 2's korrespondent Rasmus Tantholdt. Han rejser meget og har det forgangne år dækket Ruslands invasion i Ukraine.
Men juleaften er et af de tidspunkter på året, hvor han helt sikkert ikke skal på arbejde.
- Jeg sætter pris på at have fri i juledagene, fordi jeg ved, at Rasmus (Tantholdt, red.) og vores børn er hjemme. Der er noget helt lavpraktisk i bare at have fri fra arbejde og kunne hygge sig derhjemme, siger Natasja Crone.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Asbjørn Nielsen og Jeppe Bøg Risager lavede flere ting, der var så vilde, at det blev klippet ud af 'Ex on the beach'. Hør hvilke i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app