Torsdag formiddag tager den nærmeste familie og de tætteste venner afsked med fitnessguruen Anne Bech fra Store Magleby Kirke i Dragør.
Herfra bliver Anne Bech klokken 11 bisat til en lille ceremoni for de allernærmeste. Grundet coronavirus er der nemlig strenge restriktioner for, hvor mange der kan være til stede.
En af dem, der desværre må blive hjemme, er veninden Charlotte Bircow. Fitnesslegenden og Anne har kendt hinanden i mange år og har haft et nært forhold i årenes løb, hvor de har haft den tragiske fælles skæbne begge at være ramt af kræft.
Har mistet nær veninde: - Hendes død er ubærlig
- Hun burde have haft en propfyldt kirke i dag, hvor vi alle kunne ære hende og give hende den afsked, hun fortjener. Jeg er sikker på, at kirken ville have været propfyldt, hvis det ikke havde været de her omstændigheder, siger Bircow til Ekstra Bladet.
- For der er så mange mennesker derude, som hun har hjulpet i sin metier, og som hun har haft en effekt på. Men i de her tider kan der jo desværre ikke være særlig mange. Sådan er reglerne grundet corona, og det gør det svært at samles. Men det er ganske forfærdeligt, at vi ikke kan få lov at give hende den afsked, hun fortjener. Det er jeg meget ked af, men jeg respekterer også, at det er sådan, det er.
Familien har frabedt sig, at pressen møder op til bisættelsen, og derfor vil Ekstra Bladet ikke være til stede foran kirken.
Selvom Bircow ikke kan være fysisk til stede til bisættelsen torsdag, vil hun være til stede på anden vis.
- Jeg har sendt en stor bårebuket, og i kortet har jeg skrevet, at himmelen nu er blevet et smukkere sted, og at jeg er sikker på, at englene nu kommer i topform. Det vil hun sørge for. Så på den måde er jeg med i kirken.
Det er helt forfærdeligt
Bircow er ramt af en stor sorg over nu at stå tilbage i livet uden Anne Bech.
- Jeg sender hende mange tanker, og det har jeg gjort hele tiden. Det er forfærdeligt - især for familien og hendes børn, siger hun og fortsætter:
- Anne kæmpede virkelig bravt, og vi grinede så meget sammen og talte meget om, at når hun blev rask, så skulle hun skrive bogen 'Kræften væk med Anne Bech'. Hun vidste godt, at der skulle et mirakel til, og vi vidste alle, hvor det bar hen, men hvis der var nogen, der kunne have gjort det, var det hende, fordi hun var i så god form. Men verden er ikke altid retfærdig, siger hun og tilføjer:
- Nu håber jeg bare, at hun bliver sendt afsted på den allerfineste måde. Det fortjener hun virkelig. Hun var et fantastisk menneske.
Anne Bech gik bort 9. februar efter en lang kamp mod kræft - 42 år gammel. Tilbage i 2019 fik hun konstateret kræft i binyren med spredning til flere steder i kroppen.
Trods gentagne kemo- og hormonbehandlinger stod hendes liv ikke til at redde.
Anne Bech efterlader sig to børn på henholdsvis tre og 12 år.
I forbindelse med Anne Bechs kræftdiagnose mødte Ekstra Bladet hende til en personlig snak om sygdommen, tanker om livet og døden. Læs hele interviewet her (+).