Onsdag aften lagde den 29-årige tv-kendis Thalia Pitzner en række videoer på sin instagramstory, hvori hun reklamerer for 'lovlige' cannabisprodukter som HHC-olie, der indeholder stoffer fra cannabisplanten, og andre såkaldte CBD-produkter, der indeholder det euforiserende stof i cannabis.
I flere af videoerne hævder Pitzner, at produkterne kan afhælpe smerter og søvnproblemer.
- Man bliver afslappet og får det rart. Man kan bruge det til lindring af smerter også, siger Thalia Pitzner blandt andet om en cannabisolie.
Men ifølge leverandøren kan produkterne slet ikke bruges til behandling, ligesom det ifølge Lægemiddelstyrelsen i Danmark er ulovligt at sælge cannabisprodukter, der ikke kommer fra en læge eller et apotek, til medicinsk behandling.
'CBD-produkter er ikke medicin og kan ikke diagnosticere, behandle eller kurere sygdomme', skriver leverandøren på sin hjemmeside.
'Ingen af vores produktkategorier sælges som medicin. Vi nævner CBD i den omtalte skrivelse, da denne cannabinoide ofte associeres med diverse sundhedsmæssige fordele. Vi sælger ikke vores produkter til indtagelse og gør bl.a. dette klart ved hjælp af den omtalte skrivelse. Vores HHC-produkter er omfattet af samme princip', uddyber direktøren i en mail til Ekstra Bladet.
Smækker røret på
Videoerne, der nu er blevet slettet, havde dog en lille '+18 reklame' i det ene hjørne.
Ekstra Bladet har forsøgt at få svar fra Thalia Pitzner på, hvorfor hun siger, at produkterne kan hjælpe mod smerter, når der står det modsatte på leverandørens hjemmeside.
Hun har dog hverken svaret på sms eller Instagram, og hun smækkede røret på, da Ekstra Bladet præsenterede sig i telefonen.
Artiklen fortsætter under boksen ...
I november kunne Ekstra Bladet fortælle, at de to prominente realitydeltagere Christel Trubka og Marco Harry, der blandt andet er kendt for 'Paradise Hotel', også reklamerede for cannabisprodukterne, blandt andet med det budskab, at de kunne afhælpe søvnproblemer.
Det kan du læse mere om her: Realitystjerner reklamerer for cannabis: - Det er uansvarligt
Realitystjerner reklamerer for cannabis: - Det er uansvarligt
Læs også: Drama og diamanter: Det vidste du ikke om Pitzner-familien