Døjer med komplikationer: Måtte indlægges

Sofie Østergaard venter sit og kæresten Sebastians tredje barn, og det er ikke gået helt som planlagt

Sofie Østergaard har masser af roser til både jordemødre, læger og sygeplejersker, hun har været i kontakt med under sin graviditet. - Trods corona, strejke og travlhed, har de været så gode og har forklaret mig alting så godt, siger hun. Privatfoto
Sofie Østergaard har masser af roser til både jordemødre, læger og sygeplejersker, hun har været i kontakt med under sin graviditet. - Trods corona, strejke og travlhed, har de været så gode og har forklaret mig alting så godt, siger hun. Privatfoto

Maven strutter mere og mere på radio- og tv-værten Sofie Østergaard, der er gravid og venter sit tredje barn.

Mens hendes to foregående graviditeter har været ret smerte- og bekymringsfrie, så er det noget andet denne gang.

Den populære danser og vært er ramt af flere komplikationer og har været indlagt i forbindelse med sin graviditet.

- Ved et rutinetjek finder de ud af, at jeg har fået gravidtets-diabetes. Det var et chok, for det havde jeg virkelig ikke regnet med. Jeg troede, at de havde ringet forkert, da de kontaktede mig, for jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne ske for mig, siger 39-årige Sofie Østergaard til Ekstra Bladet.

I første omgang anede hun ikke, hvad diagnosen betød. Men den virkede helt uoverskuelig.

- Jeg fik sådan en skuffelse over min krop. Vi har ellers altid været et godt match. Jeg fik skyldfølelse og følte, at jeg havde gjort noget galt. Min krop havde 'one job', og det var at være gravid og passe på barnet, og så skete det her, siger hun.

Sofie Østergaards nye hverdag var at stikke sig selv i fingeren seks gange om dagen for at måle blodsukker, og så skulle kosten lægges om.

- Jeg må ikke længere få ret meget havregryn, frugt, friskpresset juice, som jeg elsker, og hvidt brød og wienerbrød. Den gode snegl fra tanken er helt væk, og den lyse Marabou, som man har lyst til at flyde i som gravid, findes heller ikke i mit liv mere, siger Sofie Østergaard, der lever et relativt sundt liv med masser af bevægelse.

Hendes nye kostvaner har betydet, at graviditets-diabetesen er kommet så meget under kontrol, at de daglige prik i fingeren er blevet langt færre. Til gengæld har hun måttet indstille det meste af sin motion, som ellers er et godt og gavnligt våben mod diabetes.

Sofie Østergaard fik for to uger siden plukveer i en alt for hyppig stime.

- Jeg blev skannet og de kunne se, at min livmoderhals var for kort. Der var risiko for, at jeg ville føde alt for tidligt, og derfor blev jeg indlagt. Det var et ekstra chok, fortæller hun.

- I denne her proces har jeg virkelig lært at mærke min krop på en rigtig fin måde. Den fortæller mig, hvis jeg nærmer mig grænsen, og det har jeg lært at lytte til, siger Sofie Østergaard, der i forvejen er mor til to drenge på seks og fire år. Foto: Tariq Mikkel Khan
- I denne her proces har jeg virkelig lært at mærke min krop på en rigtig fin måde. Den fortæller mig, hvis jeg nærmer mig grænsen, og det har jeg lært at lytte til, siger Sofie Østergaard, der i forvejen er mor til to drenge på seks og fire år. Foto: Tariq Mikkel Khan

Efter tre dages afslapning på sygehuset så alt bedre ud på skanningerne, og Sofie Østergaard blev udskrevet med anbefalet ophold hjemme på sofaen.

- Jeg har virkelig svært ved at ligge der. Mine veninder siger slap af og se Netflix, men det interesserer mig ikke. Så jeg får gennemgået mine investeringer og porteføljer, siger Østergaard, der tidligere har fortalt Ekstra Bladet om sin store interesse for aktier og investeringer.

For hver dag der går, når Sofie Østergaard nærmere og nærmere sin termin, og derfor bliver hun også mindre bekymret for at gå i fødsel for tidligt.

- Da jeg blev indlagt, var babys lunger ikke udviklet endnu, så der nåede jeg da at blive ret bekymret. Men nu er tasken pakket og vi er klar, hvis det pludselig sker. Men det er jo ikke sikkert, at det bliver lige foreløbig. Denne her vente-periode kan blive lang, og jeg er virkelig dårlig til ikke have kontrol. Det er svært, griner hun.

På grund af sin graviditets-diabetes kan Sofie Østergaard ikke føde i vand. Konsekvensen kan nemlig være, at babyen bliver ekstra stor og så kan side fast under fødslen.

- Men pyt med det. Hvis bare baby har det godt, så betyder alt andet ikke så meget, siger radio- og tv-værten, der regner med at slippe for diabetes-gener, når hun er blevet mor til tre.

- Der bliver selvfølgelig holdt øje med både barnet og mig, men der er gode udsigter for at slippe af med diabetesen, hvis man lever et almindeligt sundt liv.

Sofie Østergaard arbejder så meget hun kan, og så er der  plan b'er klar, hvis hun pludselig skal føde. Foto: Henning Hjorth
Sofie Østergaard arbejder så meget hun kan, og så er der plan b'er klar, hvis hun pludselig skal føde. Foto: Henning Hjorth