Døjer stadig: Leo på krykker

Leo Nielsen er stadig plaget af eftervirkningerne af sin ulykke for flere år siden

Da Leo i 2016 var indlagt i forbindelse med sin ulykke, sendte han og Sussi en hilsen fra hospitalet.

Det er snart fem år siden, at musikeren Leo Nielsen faldt og brækkede sin hofte.

Ulykken skete i den autocamper, der i årevis har bragt ham og Sussi rundt i landet til spillejobs.

Faldet i sommeren 2016 var så voldsomt, at Leo skreg af smerte og efterfølgende fik skiftet hele hoften. Siden stødte der flere komplikationer til. Først satte Leos ene nyre ud, og så fik han konstateret stafylokokker. Musikeren var livstruende syg og måtte i dialyse. I forbindelse med sin sygdom mistede han desuden synet på sit venstre øje.

Sussi og Leo kan år fejre 50- års jubilæum. Det store jubilæum bliver fulgt op af en unik særudstilling på her Kystmuseet Bangsbo i maj 2022. Privatfoto
Sussi og Leo kan år fejre 50- års jubilæum. Det store jubilæum bliver fulgt op af en unik særudstilling på her Kystmuseet Bangsbo i maj 2022. Privatfoto
 

Og Leo døjer stadig. Den 65-årige nordjyde har utallige gange fået smertefulde bylder omkring operationssåret på hoften - noget der har ramt ham nu igen.

Derfor ses Leo for tiden med krykker.

- Det gør ondt i benet, når jeg går, når jeg har en byld. Og så aflaster det noget, når jeg går med krykker. Når bylden er væk, regner jeg da med, at smide krykkerne igen, siger Leo Nielsen til Ekstra Bladet.

Piller, bajer og tranebær

Sussi og Leo har efterhånden opgivet at tælle, hvor mange gange han har været plaget at bylder.

De prøver at holde hans krop så sund som muligt - blandt andet med kosttilskud som hvidløgs- og tranebærpiller.

Nogle gange må Leo ty til smertestillende medicin, men han foretrækker en anden kur.

- Så hellere en bajer. Men det er klart, at jeg nogle gange må tage lidt smertestillende, men langt fra hele tiden. Og jeg synes da også, at det går bedre og bedre med mig. Men det går for langsomt, og det har været for længe det her, sagde Leo i sommer til Ekstra Bladet.

Ud over smerterne piner det Leo, at han ikke kan bidrage på samme måde, når han skal optræde med Sussi.

- Jeg kan sagtens tage ud og spille med min hofte. Det er ikke det, der er problemet. Det er mere det der med at slæbe grej. Det kan jeg næsten ikke være med til. Det, synes jeg ikke, er så rart. At jeg ikke kan! Det var noget andet, hvis jeg ikke gad og snød mig fra det.

Problemer med balancen
Ud over at dæmpe smerterne, så hjælper krykkerne også Leo med at holde balancen. Det kan nemlig godt være lidt svært efter ulykken, hvor han faldt ned fra køjen i autocamperen, fortæller Sussi.

- Jeg synes, at det går fremad med ham, når han ikke har de bylder. Det største problem er, at han er bange for at vælte, siger Sussi, der i modsætning til Leo springer rundt.

- Hvis jeg sidder stille, er jeg bange for at dø af kedsomhed, siger 65-årige Sussi, der sidste sommer viste sin særdeles veltrænede krop frem til Ekstra Bladet i en eksklusiv billedserie.

Leos ulykke har haft store konsekvenser for parrets optræden - og så kom coronaen.

- Heldigvis skal er vi begyndt komme lidt ud at spille igen nu. Og det kan Leo godt. Når vi står på scenen, har han balancen fint, siger hun.

Sussi og Leo er så småt begyndt at komme på landevejen igen. Foto: Janus Nielsen
Sussi og Leo er så småt begyndt at komme på landevejen igen. Foto: Janus Nielsen