Dorph kan score kvart million i skilsmisse

Tv-værten kan ifølge loven stikke ekskones halve sommerhus i lommen, når de går hver til sit

Det har ikke været et let år for Jes Dorph-Petersen, der nu skal skilles for anden gang (Foto: Thomas Sjørup)
Det har ikke været et let år for Jes Dorph-Petersen, der nu skal skilles for anden gang (Foto: Thomas Sjørup)

Det er ikke mere end fire år siden, at tv-værten Jes Dorph-Petersen blev skilt fra sin daværende kone. Nu skal han så desværre til det igen.

Jes Dorph-Petersen skal skilles (Foto: Polfoto) Danske kendte Jes Dorph skal skilles

Tirsdag aften meddelte han og Louise Dorph-Petersen synkront på Facebook, at de efter to års ægteskab går hver til sit.

Og skilsmissen kan – på trods af de sørgelige omstændigheder – vise sig økonomisk at være en rigtig god forretning. Ikke for Louise, men for Jes.

Sommerhus i Tisvildeleje
I 2009 købte Louise Dorph-Petersen, der dengang hed Lehrmann til efternavn, et sommerhus i Vejby tæt på mondæne og naturskønne Tisvildeleje i Nordsjælland. Dengang gav hun 975.000 kroner for det 77 kvadratmeter store fritidshus.

Ifølge Boliga er den gennemsnitlige kvadratmeterpris i området baseret på salgstal fra andet kvartal i år nu på 18.899 kroner. Det svarer til en pris for Louise Dorph-Petersens sommerhus på 1.455.223 kroner, hvis det skulle sælges i dag.

Derfra skal så trækkes gælden i huset, hvor der er tinglyst pantebreve for i alt 908.000 kroner. Hvor meget af gælden, der er betalt af på, er ikke offentligt tilgængeligt, men er der tale om afdragsfrie lån vil der ved et salg til den gennemsnitlige pris være et overskud på 547.223 kroner.

Kan score kvart million
Halvdelen af de penge er efter skilsmissen Jes Dorph-Petersens – altså lige knap 275.000 kroner.

– Hvis man ikke har særeje på en ejendom, så indgår den i fællesboet, siger familieadvokat Rasmus Mangor Andersen fra Mangor Advokatfirma i København til Ekstra Bladet. Han kender ikke noget til den specifikke sag, men udtaler sig udelukkende generelt.

I forbindelse med brylluppet tilbage i 2013 underskrev det nu tidligere ægtepar desuden en ægtepagt, fremgår det af Tingbogen. Det juridiske dokument skulle sikre Jes Dorph-Petersen, at han ikke skulle af med firma, hus eller pension i tilfælde af skilsmisse.

Sikret med ægtepagt
Størstedelen af ægtepagten er dog ikke relevant længere.

Da den blev indgået, sikrede Jes Dorph-Petersen fuldt ejerskab over værdierne i sin virksomhed, Dorph-Petersen 1997. Han lukkede dog selskabet i efteråret 2014, hvorefter eventuelle værdier formentligt er overgået til tv-værtens private konti og dermed til fællesejet i ægteskabet.

Derudover sikrede Jes Dorph-Petersen sig også ene-ejerskab over den halvdel af en bolig i Hellerup, som han fortsat ejede sammen med sin tidligere kone, lægen Lene Lindholm Mortensen, og som fortsat ikke var solgt, da Jes Dorph-Petersen atter giftede sig i 2013.

Den bolig blev dog solgt i 2014.

Beholder sin pension
Samtidig har Jes Dorph-Petersen sikret sig fuld ret til 'værdien af samtlige de manden tilhørende pensionsopsparingsordninger og konti, herunder f.eks. kapital– og ratepensioner, SP-pensioner, selvpensioneringskonti, indeksordninger, der er tegnede som rateordninger, og indeståender i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Sådan en betingelse i en ægtepagt svarer dog til at gå med både livrem og seler, med mindre at Jes Dorph-Petersen har sparet ekstra op til sin pension i forhold til, hvad der er normen.

Normale pensioner indgår ifølge de danske regler ikke i fællesboet, mens det, der spares ekstra op ud over den sædvanlige pension, gør.

– Indbetaler man mere end normalt i forhold til andre med ens arbejde, løn og så videre, så indgår den ekstra opsparing i fællesboet, siger advokat Rasmus Mangor Andersen.

Ingen kommentarer
Ekstra Bladet har onsdag aften været i telefonisk kontakt med Jes Dorph-Petersen, der fastholder, at hverken han eller Louise ønsker at udtale sig om nogle forhold angående skilsmissen. Louise Dorph-Petersen er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.