Rusland-korrespondent for DR Matilde Kimer og hendes familie er havnet i noget af en klemme.
Siden de tidligere på året drog til Moskva, har deres hus i Hvidovre været lejet ud, og ret hurtigt viste det sig, at lejeren ikke var den, hun gav sig ud for at være.
Naboerne klagede over massive mængder affald og trafik til og fra huset om natten, og Matilde Kimer og hendes mand har siden fundet annoncer på nettet, hvor prostituerede poserer i huset foran deres møbler.
- Alle vores penge ligger i det hus, og lige nu er der bare et eller andet, der ligner et kriminelt kartel, som får lov til at smadre det hele. Og alle dem, vi henvender os til for at få hjælp, siger bare, at det er da uheldigt, har en frustreret Matilde Kimer forklaret til Ekstra Bladet.
Billeder fra prostitutionsannoncer på nettet
Kan ikke gøre noget
Matilde Kimer og hendes mand fik i første omgang hjælp af firmaet Housing Denmark, der har taget sig af at få kontrakten i hus.
Det er dog bestemt ikke med direktør Steen Lundsfryds gode vilje, at Matilde Kimers bolig i Hvidovre nu angiveligt er blevet lavet om til bordel.
- Jeg må bare sige, at jeg er så ked af det her. Nogle gange løber man bare ind i folk, der er nogle brodne kar. Matilde ved også godt, at vi er kede af det, fortæller han til Ekstra Bladet.
Efter et par måneders tovtrækning har firmaet da også indvilget i at betale en del af det beløb, de tog for arbejdet med lejemålet, tilbage til familien.
- Jeg har ikke tænkt forretning i det her. Vi har valgt at kompensere dem. Vi har ingen mulighed for at gøre noget juridisk, men vi har vejledt Matilde i at vælge advokater. Vi har gjort alt, hvad vi kan.
Meget sjældent
Ifølge Steen Lundsfryd har man ikke et screeningprogram, når lejere vælges ud, men derimod samtaler med folk, og her har man i dette tilfælde valgt forkert.
- Det er jo svært, når der ikke er noget, der springer i øjnene. Intet har indikeret noget forkert ved denne lejer.
- Men så har I vel begået en fejl?
- Det kan man ikke sige. I det her tilfælde bruger lejeren en 'stråmand', så der var intet at udsætte på personen.
- Kommer I til at gå mere op i screening af lejere i fremtiden?
- Vi vil til hver en tid se folk i øjnene, og det er heldigvis meget sjældent, at vi oplever denne her slags problemer.
Uhyre vanskeligt
Selvom Matilde Kimer og hendes mand nu har valgt at få sagen prøvet ved fogedretten, har det lange udsigter for dem. Lejeloven er nemlig indrettet sådan, at det ikke bare er ligetil at få lejere sat på gaden.
Ekstra Bladet har talt med direktøren i foreningen Danske Udlejere, Michael Preetzmann, som understreger, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at han kender til en del lignende sager.
- Det er uhyre vanskeligt at få lejere ud i sådanne situationer. Selvom man kan bevise i fogedretten, at der for eksempel ikke betales husleje, kan der alligevel gå en-to måneder, før lejer kan sættes ud, siger han og fortsætter:
- Vi har påpeget problemet i alle de 122 år, der er gået, siden vi blev stiftet. Lejeloven beskytter lejer, som i nogle tilfælde er den svage part, og selvfølgelig skal retssikkerheden gælde, så man ikke bare kan blive sat ud uden lovlig grund. Men i nogle sager er det så at sige gået over gevind, når man også beskytter lejere, som ikke overholder de gældende regler.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra lejer, men hun har ikke ønsket at stille op til interview. Se videoen herunder.