Den 44-årige tv-vært Sebastian Klein oplevede for to år siden en nedtur så dyb, at han måtte på psykiatrisk hospital.
I et interview med magasinet 'Psykologi' fortæller Ramasjang-værten, at han blev ramt af angst, depression og stress.
En snurren i fingrene, svimmelhed og tiltagende udmattelse fik ham til at søge hjælp på psykiatrisk skadestue. Herefter blev han indlagt.
Klein sikrede Sebastian før sin død
- Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvorfor jeg gik ned. Men ned gik jeg, for fuld damp. Jeg lå og skreg i en metalseng på en stue på et psykiatrisk hospital i fire dage. Den dag i dag kan jeg sagtens sidde og tale om det, men jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg pludselig fik decideret kuk, siger han i magasinet, ifølge BT.
Hjælpen kom i form af bl.a. en psykiater, en coach og antidepressiv medicin.
Næste uge udkommer Sebastian Kleins bog 'Fra min faders skygge', hvor han fortæller, at hans far, Jesper Klein, drak og forsøgte at tage sit eget liv.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Sebastian Klein kan ikke afvise, at hans sammenbrud har noget med oplevelserne i barndommen at gøre.
- Jeg kan ikke sige, at det helt sikkert har noget med min far at gøre, men jeg tror det. For da jeg skrev denne her bog om min far, kom svimmelheden tilbage. Kun for en kort bemærkning, men den kom, forklarer han i Psykologi.