Alt imens tv-vært Janni Pedersen flankeret af medværten Lasse Sjørslev bød seerne indenfor i 'Go' aften live' onsdag aften, udspillede der sig noget af et drama i kulissen.
- Jeg håber ikke, at seerne kunne se, at jeg var lidt fraværende, siger Janni Pedersen til Ekstra Bladet.
Kort inden Janni Pedersen skulle foran kameraet, var hendes profil på Instagram nemlig blevet hacket.
- Jeg havde anmodet om 'verifying' af min konto. Lige efter jeg havde anmodet, fik jeg en mail, som så fuldstændig rigtig ud. Der stod endda Meta i bunden, siger Janni Pedersen med en henvisning til, at Meta er det selskab, der ejer Instagram.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I mailen blev Janni Pedersen bedt om at indtaste sit kodeord og brugernavn. Det gjorde hun.
Kort efter fortrød hun, og nogle timer senere tikkede den første besked fra hackeren ind på WhatsApp. Her afpressede hackeren tv-værten ved at kræve 300 euro, hvilket svarer til 2130 danske kroner.
- I starten tænkte jeg umiddelbart ikke så meget. Det kan man også se på mit svar. Jeg var rasende, fortæller Janni Pedersen, der efterfølgende blev mere bekendt med, hvilke konsekvenser det kunne få. Blandt andet misbrug af ens billeder.
- Hele ens troværdighed blev sat over styr.
Men der var heldigvis hjælp at hente fra kollegaer på TV 2.
Så imens tv-værten blandt andet interviewede den tidligere betjent Flemming Andersen, kæmpede kollegaer i kulissen med at få profilen tilbage.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Da Lasse lavede et interview, måtte jeg også lige hen og give en mail, fortæller Janni Pedersen, der, efter hun var færdig med at sende, havde sin profil tilbage.
Og så sendte hende og kollegaerne en kærlig hilsen afsted til hackeren, ligesom også tv-værten har et råd til andre:
- Hav totrins-godkendelse på alt, og lad være med at trykke på noget som helst, medmindre du er sikker på, hvad det er