Fredag aften omkring klokken 18.37 måtte et fly fra Lanzarote foretage en sikkerhedslanding i Billund Airport, da der var problemer med flyverens såkaldte flaps. Det er de plader, der typisk er monteret på vingebagkanten, og som hjælper vingerne med at udnytte luftstrømmen, der passerer dem, når flyet er i luften.
Ombord på flyet var tv-læge Charlotte Bøving, 54, hustruen Christina Bøving, 52, og hendes to børn, der var på vej hjem fra en ferie i Lanzarote.
Det var dog ikke lige den hjemkomst, parret havde drømt om, indrømmer Charlotte Bøving over for Ekstra Bladet.
- Vi fik meldingen om, at vi lander om 25 minutter, og da de (piloterne, red.) prøvede at lande første gang, steg de op igen. Herefter blev flyet ved med bare at kredse rundt over lufthavnen, så kunne vi godt regne ud, at der var noget galt. På et tidspunkt siger piloten over højtaleren, at vi flyver rundt over Billund, fordi vi har problemer med de her flaps, siger hun.
Da Charlotte Bøving efterfølgende hev fat i co-piloten, der gik gennem kabinen for at mane til ro blandt passagerne, fik hun endelig en forklaring på, hvad der foregik.
- Han sagde, at vi kredser omkring for at brænde noget brændstof af, så flyveren bliver lettere, for når flyveren er lettere, skal vi ikke bruge lang tid på at bremse, fordi når flapsene ikke vil fungere, kommer vi til at lande med større hastighed.
Holdt i hånd
Tv-lægen er tydeligt berørt af situationen, selvom flyet i sidste ende formåede at lande sikkert, og personalet var gode til at bevare den rolige stemning.
- Vi kunne godt mærke, at det ikke havde med en normal landing at gøre, fordi vi fløj virkelig hurtigt. For første gang tog jeg min kæreste i hånden og fortalte hende, at det nok skal gå. Vi kiggede lige på hinanden, siger Charlotte Bøving.
Charlotte og Christina blev kærester i efteråret 2019, forlovet i 2020, og året efter blev de gift.
Christina, der er uddannet doula (fødselshjælper), og hendes to døtre flyttede ind hos Charlotte i Varde. Her arbejder hun i dag i Charlottes klinik Jugendhuset, og sammen skriver de to kvinder bøger og holder foredrag.