Det er normalt ikke i orden, at de ansatte på DR reklamerer for noget som helst, som ikke har med kanalen at gøre. Det fremgår klart og tydeligt i DRs etiske regler.
'DR-ansatte må ikke under nogen form medvirke i reklamer. Ved reklame forstås i denne sammenhæng en virksomhed, der kommercielt tager sigte på at anbefale eller udbrede kendskabet til en vare, tjenesteydelse eller anden aktivitet.'
Men de regler gælder ikke, når man er en fiktiv person. Det har ledelsen i DR Ung besluttet.
Populær vært gør comeback på DR
Derfor er det helt okay, at vejrværten Anders G. Jørgensen, der hver dag leverer sjove vejrudsigter i DR2 Vejret også kan opleves i en landsdækkende reklame for supermarkedetskæden Spar. Vejrværten spilles nemlig af komikeren Anders Grau og er dermed ikke underlagt de samme regler.
Må gerne som fiktiv person
Det skriver Erik Struve Hansen, redaktionschef fra DR Ung, i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
'Anders er i en kortere periode tilknyttet DR som freelancer på satireprogrammet 'Sommervejret på DR2', hvor han spiller en fiktiv værtsrolle. Formuleringerne i DR's etik vedrørende reklame gælder DR ansatte, men omfatter ikke fiktive karakterer', skriver han i mailen.
Forklaringen er derfor, at selvom Anders Grau er ansat som vært for et tv-program, så er han skuespiller og har ret til at medvirke i, hvad han vil.
'Skuespillere, der medvirker i for eksempel DR's dramaproduktioner, er således ikke omfatter af forbuddet. Da Anders’ funktion er en skuespilsfunktion, nemlig som den fiktive vejrvært, er det ikke i strid med DR’s etiske retningslinjer, at han medvirker i nævnte reklame,' skriver han afslutningsvis i mailen.
Både vejrvært og købmand
Anders Grau startede i rollen som vejrvært tilbage i december 2017, hvor han stod for at formidle julevejret til seerne på DR2.
Efterfølgende gik karakteren på frivillig 'orlov' og stoppede som vært på kanalen, hvilket fik mange af hans dedikerede fans til at true med at stoppe med at betale licens.
Nu er Anders dog tilbage på skærmen som vært for sommervejret, samtidig med at han fungerer som den fiktive købmand Gert i reklamerne for supermarkedskæden.
Anders Grau har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.