Tina Maria Hansen deler en trist nyhed.
På Instagram skriver influenceren nemlig, at hun ikke længere danner par med kæresten Patrick Engbo.
'Det her er et af de opslag, jeg har skulle tage tilløb til. Patrick og jeg er ikke længere sammen og har ikke været det siden efteråret sidste år. Jeg må være ærlig at indrømme, at det er med et tungt hjerte og det, at skulle lukke et kapitel på 10,5 år, har været hårdt', skriver hun og fortsætter:
'Vi har fået de dejligste piger sammen, med masser af kærlighed, gode oplevelser, rejser og minder, der for evigt vil have en plads i mit hjerte. Vi vil nu bestræbe os efter at være et godt team omkring vores børn og lade dem vide, at deres mor og far elsker dem ubetinget'.
Afsluttende oplyser Tina Maria Hansen, at hun har fjernet kommentarfeltet til det billede, hvor hun deler nyheden. Her ses hun sammen med Patrick Engbo og døtrene. Influenceren skriver, at 'opslaget har brug for at stå alene, som det er'.
Tina Maria Hansen og Patrick Engbo har døtrene Palma Renée og Olivia sammen.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Tina Maria Hansen i forhold til bruddet, men det har i skrivende stund ikke været muligt.