Søndag kom det frem, at den danske model Helena Christensens søn blev arresteret, fordi han angiveligt slog en kvinde i ansigtet under en festival i New York fredag.
Den 24-årige kvinde blev efterfølgende kørt på hospitalet og behandlet for ansigsts-skader.
Ekstra Bladet har nu været i kontakt med Mingus' mor, Helena Christensen, som lægger vægt på, at hele hendes søns forklaring kommer frem i lyset. Derfor henviser hun til en artikel i New York Daily News, hvor han forklarer sig.
'Alt der er vigtigt, fremgår af hans forklaring,' skriver Helena Christensen til Ekstra Bladet. Hun afviser at kommentere episoden yderligere.
Bange
Den 21-årige Mingus Reedus forklarer i artiklen, at kvinden, han er anklaget for at have slået, virkede beruset, og at hendes venner 'sværmede' om ham.
Han siger også, at han rakte armen ud for at beskytte sig selv og ved et uheld kom til at ramme kvinden.
- Det var et instinkt. Jeg reagerede på, at de sværmede om mig, og var bange for min og mine venners sikkerhed.
Mingus Reedus forklarer endvidere, hvordan de fem kvinder fulgte efter Mingus og hans vennegruppe, mens de råbte og smed mad efter dem.
Selvom han bad kvinderne om at lade dem være i fred, blev de ved med at følge efter dem og true Mingus' kæreste og hendes veninde.
- Det var meget tydeligt, at disse piger var påvirkede af noget og var på udkig efter en slåskamp, siger Mingus Reedus og tilføjer:
- Den ene af pigerne trak i mit hår bagfra, mens en anden kastede vand i mit ansigt.
Politi til stede
Da hændelsen stod på, valgte Mingus Reedus altså at lange ud med armen for at skabe afstand til kvinderne. I stedet kom han til at ramme en af dem i ansigtet, og derfra tog tingene fart, lyder hans forklaring.
- Ti sekunder senere dukkede politiet op, og da de så, at pigen var kommet til skade, nægtede de at lytte til konteksten, forklarer den 21-årige model.
Mingus Reedus blev varetægtsfængslet og sigtet for voldeligt overfald i forbindelse med episoden.
For nylig gjorde Helena Christensen sig bemærket i en opsigtsvækkende og afklædt fotoserie for det britiske lingeri-mærke Coco De Mer. Se billederne HER.