Tilbage i marts valgte vinderen af realityprogrammet 'Love Island' Julie Melsen at åbne en skønhedsklinik for en del af de 250.000 kroner, som hun vandt sammen med sin daværende kæreste Oliver Erngart.
Men allerede nu - få måneder efter åbningen - har Julie Melsen valgt at sætte salonen, der har adresse på Sølvgade i København, til salg og dermed lukke sin forretning.
Det bekræfter hun over for Ekstra Bladet.
'Det er rigtigt, at den er til salg', skriver hun i en sms til Ekstra Bladet.
'Jeg prøver at gå en anden vej nu, og jeg har andre planer', fortæller hun videre om lukningen.
TV3 kaldte det en stor succes: Nu er der dårligt nyt
Julie Melsen afviser samtidig, at lukningen af salonen hænger direkte sammen med dårlig økonomi.
'Både og. Den kunne godt køre rundt, og jeg har fået en anden idé, som jeg tror bedre kan betale sig både økonomisk og interessemæssigt'.
Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få yderligere kommentarer fra Julie Melsen i forbindelse med salget.
For mange stoffer
For et par uger siden fortalte Julie Melsen til Ekstra Bladet, at hun i den seneste periode har kæmpet med et for højt indtag af alkohol, og at hun også har taget for mange stoffer.
Derfor har hun i en længere periode valgt at trække stikket og blandt andet holdt sig væk fra nattelivet.
- Det tog overhånd og blev en hverdagsrutine, sagde hun i den forbindelse ærligt til Ekstra Bladet.
Trækker stikket: Jeg tog for mange stoffer
- Jeg kom ind i en ond cirkel, jeg ikke ville være en del af. Jeg kunne mærke, at hvis jeg blev der, ville det blive sværere og sværere at komme ud af den igen for til sidst at ende i et misbrug.
Julie Melsen har dog ikke ønsket at komme med yderligere kommentarer til, hvorvidt lukningen hænger sammen med den svære tid, hun netop har været igennem.