Det går stærkt hjemme hos skuespiller Robert Hansen og realitydeltager Nynne Larsen, der stod frem som par i Ekstra Bladet i september.
Efter få måneders forhold har de nemlig valgt at flytte sammen.
Det skriver Se og Hør.
Til Ekstra Bladet fortæller 41-årige Robert Hansen, at han og Nynne alligevel er sammen alle døgnets timer, og at det derfor giver god mening for dem at flytte sammen hos Robert Hansen i hans lejlighed på Frederiksberg.
- Eftersom Nynne i forvejen ikke har set skyggen af Vesterbro (hvor hun bor, red.), siden vi mødte hinanden, så blev vi enige om officielt at flytte sammen, siger Robert Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Vi er meget glade.
Robert Hansen forklarer dog, at det at flytte sammen ikke er gået helt problemfrit. Nynne Larsen har nemlig mange ting med sig, og det er en udfordring at finde plads til det hele.
- Så hvis I på redaktionen stiller noget opmagasinering til rådighed til Nynnes tøj, modtages det med kyshånd, griner han.
Selvom parret er klar over, at det er gået meget stærkt imellem dem, er de overbevist om, at det er det rigtige at gøre for dem.
- Det føles helt rigtigt, lyder det fra Robert Hansen.
Meget naturligt
Også 25-årige Nynne Larsen, der blandt andet er kendt fra 'Dagens mand' og 'Divaer i junglen', glæder sig meget over, at hun og Robert Hansen nu for alvor er indlogeret under samme tag.
- Det er meget naturligt for os, og det er noget, vi har besluttet for noget tid siden. Men selvfølgelig er jeg mega-glad, siger hun til Ekstra Bladet med et smil.
- Jeg har næsten ikke været hjemme, siden vi begyndte at ses for tre måneder siden, så det gav bare ingen mening at have to lejligheder.
- Der er jo nogle, der synes, at det måske går lidt hurtigt med jer - hvad tænker du om det?
- Det føles helt rigtigt for mig og os. Der vil altid være folk, der er skeptiske. Det vigtigste er, at det føles rigtigt for Robert og jeg, siger hun og tilføjer:
- Det er hurtigt, men hvis det skulle gå galt, så ville det være gået galt allerede, føler jeg. Vi har begge temperament, og vi har da også allerede haft vores udfordringer, men det har ikke ødelagt noget, og vi er stadig meget glade og forelskede.
Nynne Larsen lægger da heller ikke skjul på, at de to har mange planer for fremtiden.
- Vi vil gerne have en baby på et tidspunkt. Ikke i næste måned, men på sigt vil vi gerne have en enkelt 'bebs'. Robert har jo Herman, og han er bare så skøn, så man kan ikke lade være med at få lyst til det.