Det var ikke let, men ud kom han.
Fødevare- og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har offentliggjort på sin Facebook-profil, at han søndag aften blev far for tredje gang.
Lang fødsel
Til et billede af den nyfødte søn skriver Venstre-politikeren, at det dog var en lang og sej fødsel.
'Efter mere end 36 timer med veer måtte der et kejsersnit til at få den unge mand på 54 cm og 4,5 kilo til verden. Han har det godt, og han ligner Bud Spencer.'
'Moderen har det godt, men er noget træt efter en lang fødsel. Faderen har det også godt, og er lettere grådlabil', skriver 44-årige Jakob Ellemann-Jensen.
Barnet har han fået med kæresten 39-årige Anne Marie Preisler, som han bor sammen med i et hus tæt på Birkerød.
Politikeren har to teenagebørn fra et tidligere forhold med sin ekskone. De to gik fra hinanden i 2014.
Jakob Ellemann-Jensen er søn af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og journalist Alice Vestergaard.