'Klimaangst'.
Tag og føl på ordet. Det findes faktisk. Lider du mon af det, kære læser? Er du bange på planetens vegne?
Det er tv-værtinden Anna Lin.
Faktisk i så høj grad, at hun jævnligt bliver ked af det.
'Min klimaangst er stadig galoperende', skrev hun bl.a. i en story på Instagram torsdag.
Og hun uddyber gerne, da Ekstra Bladet spørger.
- FN's klimarapport er rimelig deprimerende, og det påvirker mig som ungt menneske, at der om meget få år kommer til at være en anderledes virkelighed end den, jeg har kendt ind til videre, siger Anna Lin, som selv har rejst og rejser meget og pt. også har en P3-podcast ved navn 'SOLO' - om at rejse alene.
- Hvad gør du egentlig selv for klimaet - her tænker jeg på, at du jo rejser meget og også har et rejseprogram. Er det noget, du tænker over det her med, hvor meget du flyver, når nu du har dén holdning?
- Ja, det er det. Jeg spiser også plantebaseret, men jeg har ikke lyst til at forsvare mig selv, for min klimakamp handler ikke om den enkelte, men handler også om at råbe op, og hvis du havde undersøgt mine rejser, så ville du vide, at jeg faktisk ikke har fløjet særligt meget, men har taget rigtig meget bus og tog.
- Klimaløsninger - det må være en meget spændende verden at grave ind i?
- Det har været så fedt at lave 'Den grønne optur' (på DR1 og DRTV, red.), fordi det at have klimaangst - hvad man skal gøre med den? Hvad skal man stille op? Det med at lave noget journalistisk arbejde, hvor jeg aktivt bruger min klimaangst, gør mig rigtig glad. Man sidder og derhjemme og tænker: 'Hvordan kan jeg bruge min stemme?'. Det føles rigtig godt.
- Er det sådan, at du er ked af det hver dag?
- Jeg vil beskrive det sådan, at jeg som ungt menneske har svært ved at fokusere på en positiv fremtid, når der er så meget fakta, der siger, at det ikke kommer til at blive sådan. Angst er jo meget fluffy, men det her er fakta. Det er ikke bare nogle tanker, jeg får. Det er en reel frygt, som jeg kan tappe ind og ud af - og det gør jeg også.
- Nogle gange bliver jeg rigtig ked af det og mærker det hele, og nogle gange siger jeg også bare 'ej, okay - jeg må også bare tænke på noget andet i dag, fordi jeg alligevel ikke kan redde hele verden', siger Anna Lin.
Men har hun mon så lyst til en dag et sætte børn i denne - til tider - 'forfærdelige verden'?
- Jeg er heldigvis ikke et sted i mit liv, hvor jeg tænker på, om jeg skal have børn eller ej. Men jeg ved, at klima kommer til at spille en kæmpe rolle den dag, jeg skal tage stilling til det.