Efter ulovligt byggeri: Lægger sig fladt ned

Bo Bech har valgt at efterkomme Slots- og Kulturstyrelsens påbud om at lovliggøre de ulovlige forhold i den fredede lejlighed, han har ombygget

Bo Bech er nu nødt til at sætte lejligheden tilbage i en stand, der passer til fredningen. Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto
Bo Bech er nu nødt til at sætte lejligheden tilbage i en stand, der passer til fredningen. Foto: Miriam Dalsgaard/Polfoto

Bo Bech stod til at tjene et stort millionbeløb, efter sin totalrenovering af en fredet lejlighed. Men ombygningen var ulovlig, og han blev i stedet pålagt at sætte lejligheden tilbage i en stand, der er i overensstemmelse med fredningsværdierne.

Nu har tv-kokken valgt at lægge sig fladt ned og efterkomme det påbud, han har fået af myndighederne.

Det viser en aktindsigt, Ekstra Bladet har fået hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet alt om den ulovlige ombygning af den fredede lejlighed. Det kan du læse meget mere om her.

Varslede påbud
Slots- og Kulturstyrelsen sendte 5. marts et varsel om et påbud til Bo Bech, hvori det blev gjort klart, at han skulle sætte den fredede lejlighed tilbage i en stand, der er i overenstemmelse med fredningsværdierne i lejligheden.

Lejligheden ligger nemlig i det fredede Vestersøhus ved søerne i København. Med varslet fulgte en høringsperiode, hvor Bo Bech havde mulighed for at komme med bemærkninger i sagen frem til 1. april i år.

I sin bemærkning til det varslede påbud skriver Bo Bech, at han har valgt at efterkomme de kriterier, styrelsen har opstillet for lovliggørelse af forholdene.

Indgår samarbejde
Helt konkret har Bo Bech indgået et samarbejde med arkitektfirmaet Varmings Tegnestue, som ifølge bemærkningen allerede har kendskab til det fredede Vestersøhus.

'Ejer ønsker at lovliggøre de ulovlige forhold i den fredede lejlighed og har derfor taget kontakt til Varmings Tegnestue, som har grundigt kendskab til Vestersøhus. Gennem tegnestuen har ejer startet en god dialog med Slots- og Kulturstyrelsen og aftalt et indledende møde med sagsbehandler (...). Hensigten med mødet er at afklare det videre forløb i sagen og fortsætte dialogen om lovliggørelsen,' skriver arkitektfirmaet i bemærkningen.

Ville tjene millioner
Bo Bech købte lejligheden i 2019 til ti millioner kroner, hvorefter han gennemførte den ulovlige ombygning.

Blot halvandet år senere forsøgte han så at sælge lejligheden igen. Denne gang lød prisen på 18 millioner kroner - altså en fortjeneste på otte millioner foruden udgifterne ved at renovere lejligheden.

Lejligheden blev dog taget af markedet efter blot 12 dage, og Bo Bech må nu selv lægge ud for at sætte de gennemgribende renoveringer tilbage igen, så de stemmer med fredningsværdierne.

En god dialog
Ekstra Bladet har været i kontakt med Bo Bech, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Enhedschef hos Slots- og Kulturstyrelsen Merete Lind Mikkelsen fortæller dog til Ekstra Bladet, at man har en god dialog med Bo Bech.

- Vi har haft en besigtigelse og et møde derinde, og nu venter vi så på, at de vender tilbage. Der var arkitekter med på mødet, og de arbejder sammen med bygherren.

- Han er med på at finde en løsning, der styrker fredningsværdierne, siger hun.