- Vi er rigtig kede af det. Der er ikke så meget andet at sige end det. Jeg er meget ked af det.
Sådan lød det fra en skuffet Gorm Wisweh, efter det stod klart, at han og dansepartneren, Sofie Kruuse, var blevet stemt ud af 'Vild med dans'.
- Havde du set den komme?
- Ja, det havde jeg lidt. Vi lå jo ikke så godt i feltet. Vi fik jo fantastiske kommentarer fra dommerne, men fik lidt hårde point med os. Vi havde også været ude på gulvet og trænet dansen igennem igen, fordi det var en mulighed (at komme i omdans, red.). Men det, der gik igennem hovedet på mig, var, at det var forfærdeligt at skulle i omdans mod Buttenschøn, siger pizzakokken Gorm Wisweh.
- Hvorfor lige ham?
- Fordi han er en af dem, jeg har haft det varmeste forhold til. Jeg har det godt med alle, men lige med ham er det lidt specielt, siger kokken.
Sofie Kruuse: Jeg er ked af det
Han fortæller, at han kommer til at savne sin dansepartner, Sofie Kruuse, nu hvor 'Vild med dans'-deltagelsen er slut.
- Jeg kommer til at savne at danse med Sofie, og at hun råber ad mig, siger han.
Sofie Kruuse var tydeligt trist over, at hun og dansepartneren var røget ud af konkurrencen.
- Jeg er også bare ked af det - og også lidt skuffet. Jeg synes, at Gorm gjorde det rigtig godt i dag. Jeg synes, dommerne havde mange fine ord, men det er svært at være par nummer et i denne konkurrencen, for de har ikke nogen at sammenligne med. De starter aldrig rigtig højt ud, siger hun.
- Men der er så mange aspekter i det her program, og der er ikke nogen logik. Men det er simpelthen så ærgerligt.
Efter hun havde givet sit sidste interview til pressen, forlod en tydeligt mærket Sofie Kruuse dansegulvet og gik ud i kulissen.
Her blev hun trøstet, mens hun tørrede tårerne væk fra kinderne.