– Hvad det betød for mit liv, at jeg skrev ’Matador’? Det var som at finde olie i baghaven.
Lise Nørgaard grinede, mens hun udtalte ordene, for det er selvfølgelig både sikkert og vist, at landets mest elskede tv-serie har skæppet godt i kassen hos grosserer-datteren fra Roskilde.
Hun fik honorar for at opfinde og skrive serien, hun har fået royalties, hver gang den er blevet vist i fjernsynet, og så høstede hun for alvor, hver gang en dansker investerede i et VHS-bånd eller en DVD med ’Matador’.
Hun blev født i Roskilde og døbt Elise Jensen. Faren, Harry Alexander Jensen (1889–1976), var grosserer, og moren, Olga Sofie, født i Tønder (1889–1987), havde en butik med navnet Paris.
Hjemmet bestod ud over Lise af to mindre søskende, Gerda og Kai og en moster, de kaldte Bob.
Faren var en af datidens typiske patriarker og mente, at datteren bare skulle se at blive gift, og det blev hun da også i 1938 med prokurist Mogens Einar Flindt Nielsen.
Sammen med ham fik hun fire børn: tvillingerne og badmintonspillerne, fhv. direktør Anne Flindt Christiansen, fhv. stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, journalist Dorte Flindt Myhre samt Christian Nielsen. Ægteskabet blev opløst i 1950.
I 1951 giftede Nørgaard sig med den politiske journalist Jens Waaben Nørgaard. De forblev gift frem til hans død i 1984.
På trods af fire børn og et tidligt ægteskab arbejdede hun som journalist - oprindelig udlært på Roskilde Dagblad. Herefter var hun i 19 år på Politiken, siden Hjemmet, hvor hun var chefredaktør, og derefter kom hun til det Berlingske Hus, hvor hun endte sin journalistiske løbebane i 1988.
Det varede ikke længe, før hun begyndte at skrive andet end artikler.
Sideløbende med den forbrugerjournalistik, som hendes hjerte bankede for på Politiken, skrev hun manuskripter, blandt andet til to Dirch Passer-film og serien 'Huset på Christianshavn', inden hun skabte 'Matador' i slutningen af 1970'erne.
Lise Nørgaard skrev desuden en række populære bøger, herunder 'Kun en pige', der også blev filmatiseret, og 'De sendte en dame'.
Omkring hver femte danske husstand har ’Matador’ stående på reolen eller liggende på loftet, så det er ikke småpenge, livsværket har indbragt den nu afdøde journalist og forfatter.
Og i øvrigt kom hun fra kår, hvor penge ikke var noget, man taler om. Det var bare noget, man havde.
Fik aldrig mobiltelefon
Mit første møde med Lise Nørgaard var, da jeg som helt grøn journalist-elev skulle dække et arrangement, der fejrede udgivelsen af ’Matador’ på DVD. Det var i 2001, Lise Nørgaard var 84 år gammel, og anede ikke, hvad det var for et medie, hendes tv-serie nu skulle udkomme på.
Hun nåede således at kalde DVD-skiven for både ATP og DKP, og i øvrigt havde hun ingen afspiller til sådan noget nymodens teknik. Ligesom hun aldrig anskaffede sig hverken computer eller mobiltelefon.
I forbindelse med DVD-receptionen henvendte jeg mig til Lise Nørgaard, som jeg kaldte ’du’. Jeg hørte det, som om hun korreksede mig og ønskede at være Des. Det bar jeg med mig, så da jeg et par år senere ringede for at få hende til at stille op til et interview i forbindelse med et 25-års jubilæumstillæg for ’Matador’, som vi skulle bringe i Ekstra Bladet, sagde jeg konstant De til hende.
– Vil De være med til det? Kan jeg møde Dem kl. 14? Og så videre.
Efter et par minutters samtale, afbrød hun mig.
– Er du ikke sød at lade være med at sige De til mig. Du får mig til at føle mig som en oldsag!
Dengang var hun 86 år.
Forfatterskabet
Nogle år senere spurgte DR, om jeg ville skrive en bog om ’Matador’ – sammen med Lise Nørgaard?
Om jeg ville! Da bogen – ’Matador – hverdagshistorie 1929-47’ – var færdig, og jeg stod med et eksemplar, hvor der på forsiden stod ’Peter Sloth’ og ’Lise Nørgaard’ som forfatterpar, tænkte jeg, at nu behøver jeg ikke mere i min journalistiske karriere. Jeg har udgivet en bog sammen med selveste Lise Nørgaard.
Efterfølgende blev vi sammen inviteret ud for at holde foredrag om ’Matador’. Når jeg præsenterede Lise Nørgaard på scenen, sagde jeg, at ’vi har at gøre med en forfatter, der om 100 år vil blive nævnt som et ikon på samme måde, som vi i vore dage omtaler Herman Bang, Karen Blixen, Johannes V. Jensen, osv.’
Der var alligevel for meget for den gode fru Nørgaard, som viste en ny side af sig selv. Ydmygheden. Blufærdigheden.
I 2007 fyldte Lise Nørgaard 90, og jeg blev inviteret til fødselsdagsfesten på det fashionable Skovshoved Hotel. Jeg pudsede skoene, fnugrullede jakkesættet og drog mod hotellet.
Her var der så inviteret sådan de nærmeste 400 gæster. Der var vistnok fem-ti ukendte mennesker udover mig selv. Og så var der hilsekø. Det begreb havde jeg aldrig hørt om. 400 gæster i hilsekø. Et ufatteligt skue.
Og nu er Lise Nørgaard sovet ind. At blive 105 år er i sig selv bemærkelsesværdigt, men alt i Lise Nørgaards liv har faktisk været bemærkelsesværdigt.
