Erik Brandt: Jeg kan ikke lide at blive kaldt alkoholiker

Den 73-årige modemand Erik Brandt laver til oktober en selvhjælpsgruppe for rige og kendte med alkoholproblemer

Erik Brandt ankommer til Elle Style Awards sammen med sin datter. Foto: Mogens Flindt
Erik Brandt ankommer til Elle Style Awards sammen med sin datter. Foto: Mogens Flindt

Den nu tørlagte modeskaber Erik Brandt har haft en fortid med overdreven forbrug af alkohol. Han har derfor, i samspil med millionær-vennen Steen Svartzengren, lavet en selvhjælpsgruppe for mennesker med alkoholproblemer.

Men det er til et bestemt segment. Rige og kendte.

Det skriver Berlingske.

Vil ikke kaldes alkoholiker
73-årige Erik Brandt har selv åbent fortalt, at han til tider får et par glas vin for meget. Men det er først, da hans egen datter, Emilie brandt, lagde et offentligt opslag ud på Facebook med ordene 'min far er alkoholiker', at modeskaberen fik professionel hjælp.

Det fik modemanden til at indse, at han havde et problem og fandt ud af, hvor 'forfængelige' rige og kendte er med betegnelsen alkoholiker.

- Jeg kan ikke lide at blive kaldt alkoholiker, siger han til Berlingske.

Men ifølge Erik Brandt så skal man ikke tage betegnelsen 'rig' eller 'kendt' så alvorligt.

- Det er jo ikke fordi, at man skal have en vis sum penge på kontoen for at være med i gruppen. Det kan ligeså vel være malere, kunstnere eller noget helt tredje. Det handler bare om at tiltrække den gruppe af mennesker, som har et navn ude i offentligheden og ikke ved, hvor de skal gå hen, siger han til Ekstra Bladet.

Erik Brandt er ikke bekymret for danskernes mening om projektet.

- Det er jo en god gerning. Det handler om at hjælpe folk for at få dem ud af et misbrug, afslutter han til Ekstra Bladet.

Projektet bliver for alvor skudt i gang til oktober og selvhjælpsgruppen hedder ETOH.