Ét program sagde han 'nej' til

Søren Ryge har haft sit eget program i 28 år, mens han ligeledes har gæstet talrige andre programmer. Der er dog et program, han takkede nej til

Selvom Søren Ryge har været fast seer af programmet, sagde han selv 'nej' til at deltage. Foto: Claus Bonnerup
Selvom Søren Ryge har været fast seer af programmet, sagde han selv 'nej' til at deltage. Foto: Claus Bonnerup

I programmet 'Det sidste måltid' på Radio4 skal 75-årige Søren Ryge konfronteres med sin egen død og de tanker, han gør sig om den.

Her taler han dog også længe med programmets vært, Lærke Kløvedal, om livet generelt, og hvordan han altid har betragtet sig selv som en privat person, selvom han har tonet frem på danskernes tv-skærme i 28 år.

- Jeg har aldrig haft noget at skjule, selvom jeg altid har holdt mit privatliv - ikke hemmeligt, men det har jeg aldrig ladet indgå i mine tv-programmer på nogen måde.

- Jeg har aldrig inviteret tv-kameraet eller nogen som helst journalister ind i min private sfære, siger han i programmet.

Private kvadratmeter
Det handler særligt om, at der er nogle steder i hjemmet, som Søren Ryge finder meget private.

- Jeg har ikke haft behov for det. Jeg har ikke haft lyst til det. Jeg har tænkt, 'det rager ikke dem'. Folk behøver sgu da ikke at se mit soveværelse eller mit badeværelse. Hvorfor det?

- Soveværelset, vil jeg sige, det anser jeg for at være mit livs mest private kvadratmeter, siger han.

Takkede nej
Her fortsætter Søren Ryge til at fortælle, at han har været fast seer af 'Kender du typen?' på DR, hvilket naturligvis får værten til at spørge, om han gerne vil se ind i andres soveværelser, men ikke vise sit eget.

- Nej! Hver gang de kigger ind i soveværelset, tænker jeg 'åh nej, må vi ikke godt være fri'. Jeg har slet ikke lyst til at se, hvordan den og den politikers seng eller sengetøj ser ud, hvor pænt det er redt og alt det fis der, siger han.

Den garvede tv-vært fortæller, at han selv er blevet spurgt, om han ville deltage i programmet, men det takkede han nej til. Dog ikke kun for sin egen skyld.

- De spurgte mig for ti år siden, 'vil du være med i Kender du typen?', og så sagde jeg, 'for det første siger jeg nej. Er du klar over, hvor dumt det spørgsmål er? Allerede når de kommer ind i gangen, så står mine gummistøvler og mine træsko der, og hunden kommer løbende'. Jeg ville skulle lave mit hjem fuldstændig om, for at de ikke skulle gætte mig lige med det samme. Og det kunne de godt se, siger Søren Ryge.