- Familien har slået hånden af mig

Jim Lyngvild er ikke inviteret med til den store familiefest, der afholdes til sommer

Jim er dog ikke ked af det over afvisningen. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Jim er dog ikke ked af det over afvisningen. Foto: Tim Kildeborg Jensen

I et ærligt opslag på Facebook fortæller den populære kunstner og forfatter Jim Lyngvild, at det hele ikke er fryd og gammen med familien.

Faktisk står det sådan til, at Jim slet ikke er velkommen ved de større familiearrangementer.

'Alle familier har problemer... Grunden til at jeg siger dette er, at min egen familie på min mors side, har slået hånden af mig', lyder det indledningsvist i opslaget, der i skrivende stund har fået omkring 10.000 interaktioner og næsten 1000 kommentarer.

Jim forklarer i opslaget, at han i sin selvbiografi 'Møgunge' skrev, at han havde et anstrengt forhold til sin mormor, fordi hun ikke brød sig om ham.

Det er ifølge kunstneren faldet familien for brystet, og nu er han og moderen de eneste, der ikke er inviteret til en stor familiefest til sommer.

'Til sommer holder de sædvanen tro kæmpe familiefest med henved 60 mennesker - de eneste der ikke er inviteret med er min mor og mig... alle mine søskende osv. ER inviteret', skriver han.

Ikke elsket
Til Ekstra Bladet uddyber Jim Lyngvild sit opslag.

- Jeg havde en mormor som var et menneske, der ikke elskede mig, og jeg var også svær at elske, jeg var et besværligt barn. Min mormor havde 14 børnebørn, og min storesøster Dorthe var det første, og hun fik al kærligheden, min søster synes, hun var den bedste i verden, det synes jeg bare ikke, fortæller han og fortsætter:

- Det skriver jeg i en selvbiografi. Det, synes mine mostre og morbrødre, ikke er i orden.

Han slår dog fast, at han ikke er ked af, at han ikke er inviteret til sammenkomsten.

- Jeg synes, det er grinagtigt, men jeg er ikke en gang ked af det. Helt ærligt, fordi jeg har sagt, at min mormor var en led kælling, så vil de ikke invitere mig?

- Er det nyt, I ikke er inviteret, eller har det stået på i flere år?

- Det ved jeg jo af gode grunde ikke. De kan da sagtens have mødtes mange gange, uden jeg har vidst det. Jeg finder kun ud af det her, fordi min søster Dorthe er forbi og spørger, om jeg er inviteret. Så kan jeg jo se det på Facebook, og det er alle, der er inviteret. Bare ikke mig og min mor.

Vælger selv
Jim Lyngvild er ikke sur på familien, men han er glad for at have valgt sin egen.

- Jeg er direkte blevet valgt fra, men jeg bliver ikke ked af det. Jeg er glad for, at jeg har valgt min egen familie. Jeg har min lille familie. Dem jeg har valgt. Dem der kan lide mig. De er 100 gange mere værd. Dem vil jeg rigtig gerne, fortæller han.

- Men hvad så nu, vil du holde din egen fest, eller er det bare sådan, som det er?

- Nej, jeg vil slet ikke ned på det niveau, hvor der skal komme en eller anden form for krig. Det er mit liv også for kostbart til.

For muliti-kunstneren er opslaget også ment som et opråb til alle dem, der har det på samme måde.

- Det er så vigtigt, at huske på, hvem man er. Man kan ikke være en anden, bare fordi ens familie gerne vil have det. Jeg kan ikke kræve, at min familie holder af mig, og det gør jeg heller ikke, ligesom de ikke kan kræve det af mig.