Far for tredje gang: - Jeg heppede

Magnus Millang og hans kone, Nana Fagerholt, blev for nylig forældre til deres tredje søn

Magnus Millang var lørdag til uddelingen af Bodilprisen med sin bror, Emil Millang. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Magnus Millang var lørdag til uddelingen af Bodilprisen med sin bror, Emil Millang. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Lørdag kunne Magnus Millang ikke bare fejre, at 'Druk' løb med hele tre statuetter ved årets uddeling af Bodilprisen.

Den 39-årige skuespiller og manuskriptforfatter kunne også stolt fortælle om fødslen af sin og konen, Nana Fagerholts, tredje søn, som kom til verden for få uger siden.

- Det går godt. Det er vores tredje barn, så vi har fundet ud af, hvordan vi gør. Jeg var også lidt en jordemoder under fødslen. Alt kører.

- Manden har jo altid svært ved at finde sin plads, men det synes jeg, at jeg gjorde denne her gang. Jeg heppede, lød det fra Millang forud for prisuddelingen.

Lørdagens prisfest var da også en kærkommen lejlighed for skuespilleren til at få en pause fra barselsboblen.

- Det er stadig nyt og spændende, men det skal nok blive hårdt på et tidspunkt. Lige nu er det bare den der boble, hvor man sidder derhjemme, og verden står stille. Det er lockdown igen, sagde han.

Magnus Millang var nomineret til en Bodilpris i kategorien bedste mandlige birolle for sin præstation i den Oscar-belønnede film 'Druk'.

Det blev dog Lars Brygmann, der løb med sejren for sin rolle i 'Retfærdighedens ryttere'.

Her er alle vinderne

Bedste film: 'Druk' af Thomas Vinterberg

Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt for 'En helt almindelig familie'

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen for 'Druk'

Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen for 'Kød og blod'

Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann for 'Retfærdighedens ryttere'

Bedste dokumentar: 'En splittet familie' af Mira Jargil

Bedste amerikanske: 'The Lighthouse' af Robert Eggers

Bedste ikke-amerikanske: 'Portræt af en kvinde i flammer' af Céline Sciamma

Bedste fotograf: Louise McLaughlin for 'Vores mand i Amerika'

Bedste manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for 'Druk'

Æres-Bodil: De danske biografer

Sær-Bodil: Instruktør og producer Katja Adomeit

Henning Bahs Prisen: Scenograf Rie Lykke for 'Vores mand i Amerika'

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Malou Reymann for 'En helt almindelig familie'