Fik fjernet sin livmoder:- Jeg var træt af komplikationerne

Simone Skaaning Frederiksen fra 'Ex on the Beach' har fået fjernet sin livmoder i en alder af 31 år

Simone fra sæson to af 'Ex on the Beach' har fået fjernet sin livmoder. Foto: Mogens Flindt
Simone fra sæson to af 'Ex on the Beach' har fået fjernet sin livmoder. Foto: Mogens Flindt

Den tidligere reality-deltager Simone Skaaning Frederiksen, der var at finde i sæson to af 'Ex on the Beach', fik fredag opereret sin livmoder væk. På trods af den store operation har hun det efter omstændighederne godt.

- Jeg har det bedre i dag. I går og fredag var ret slemme. Jeg er selvfølgelig mærket af operationen, og har stadig mange smerter, men jeg regner med at blive udskrevet henover formiddagen, siger hun til Ekstra Bladet.

Kejsersnit gik galt
Da Simone Frederiksen skulle føde sin søn, Luca, var hun tvunget ud i et kejsersnit. Det gik dog ikke som planlagt, og hun endte på intensivafdelingen på Slagelse Sygehus.

- Jeg mistede 3,2 liter blod, røg på intensiv og lægerne opdagede, at jeg havde en blodsygdom. Det efterfølgende år har jeg været ind og ud af Rigshospitalet på grund af det. Lægerne og jeg kom derfor frem til at fjerne min livmoder. På den måde kunne jeg slippe for alle de mange komplikationer det medførte og samtidig have meget mere tid til min søn derhjemme.

Simone med sin søn Luca. Foto: Per Rasmussen
Simone med sin søn Luca. Foto: Per Rasmussen
 

Er du ikke bange for, at du kommer til at fortryde?

- Jeg står ikke ligefrem med armene over hovedet og jubler, men der har været så mange komplikationer, og derudover har jeg hverken nogen kæreste eller noget brændende ønske om at få et barn mere. Jeg har Luca derhjemme, og det er så fint for mig.

Simone Frederiksen kan nu se frem til tre ugers sygemelding, før hun forhåbentlig kan vende tilbage til sit arbejde. Derudover må hun ikke løfte mere end 10 kilo den kommende tid.

Simone Frederiksen optrådte i samme sæson af 'Ex on the Beach' som årets mandlige realitydeltager, Jeppe Bøg Risager. Du kan se, hvad han og andre 'Ex on the Beach' deltagere får af tilbud efter deres medvirken her.