Fik hårdere straf: Kultur-kendis dømt for voldtægt

45-årig, mandlig kulturpersonlighed fik et halvt års ubetinget fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med en af sine tidligere ansatte

Den danske kultur-profil er tidligere i byretten blevet dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Foto: Nils Svalebøg/Ritzau Scanpix
Den danske kultur-profil er tidligere i byretten blevet dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Foto: Nils Svalebøg/Ritzau Scanpix
Følg Underholdning
Følg Danske kendte

RETTEN I VIBORG (Ekstra Bladet): Yderligere to måneder bag tremmer.

Sådan takserede Vestre Landsret, at en 45-årig mand og kendt person i visse danske kulturkredse ved en fødselsdagsfest for knap to år siden i Skagen voldtog en dengang 29-årig kvindelig ansat i sit firma.

Den 45-årige kultur-kendis og far til to børn med bopæl i Nordsjælland havde ellers anket sin dom på fire måneders ubetinget fængsel fra byretten i Hjørring i november i fjor.

- Den forurettede kvinde leverede en troværdig, sikker forklaring, som blev understøttet af flere vidner. Samtidig viste tiltaltes adfærd den pågældende aften, at vi lægger til grund, at kvindens forklaringer er sande. Hun kunne ikke grundet indtag af alkohol og søvn modsætte sig, og det vidste den tiltalte, sagde dommer Torben Geneser, da han læste begrundelsen for den skærpede dom på nu seks måneders ubetinget fængsel op.

Den tiltalte blev som i byretten frifundet for det andet forhold i sagen omhandlende blufærdighedskrænkelse mod en anden kvindelig ansat i et varmtvandsbassin ved at presse en fod hårdt ind mod hendes underliv.

- Jeg er tilfreds med dommen, der lægger sig op ad byrettens bevisvurdering, sagde anklager Emil Stenbygaard umiddelbart efter retsmødet til Ekstra Bladet.

Den dømtes forsvarer havde ikke på stående fod lyst til at give en kommentar til dommen til Ekstra Bladet.

Vågnede med to fingre oppe
Den tiltalte kultur-kendis, der fulgtes af sin hustru i retten, havde ifølge anklageskriftet flere fingre i den forurettede kvindes vagina, mens hun på grund af indtagelse af alkohol og søvn var ude at stand til at sige fra.

Overgrebet skete ifølge anklageskriftet på et hotelværelse i Skagen i forbindelse med en 40 års fødselsdagsfest 12. september 2020, hvor den tiltalte deltog sammen med to kvindelige og en mandlig ansat i sit og hustruens firma.

Tidligere torsdag forklarede den nu 31-årige kvinde, at hun havde fået det dårligt og havde kastet op flere gange, hvorfor hun gik op på sit hotelværelse.

- Jeg vågnede ved, at han (den tiltalte) havde to fingre oppe i mig. Mine bukser og trusser var trukket ned. Jeg råbte: 'Hvor er J'?, 'Hvor er J?' (kvindelig kollega, red.), forklarede den 31-årige kvinde, der siden er stoppet med at arbejde i den tiltaltes firma.

Anklager: Troværdig forklaring
Anklager Emil Stenbygaard argumenterede for en skærpet straf på otte måneders ubetinget fængsel. Blandt andet fordi den 45-årige familiefar ifølge anklageren også bør kendes skyldig i sagens andet forhold om blufærdighedskrænkelse.

- Offeret gav en sikker, detaljeret og troværdig forklaring, hvor hun nøgternt fortalte, hvad der skete. Samtidig blev hendes udsagn understøttet af de øvrige vidner, sagde anklager Emil Stenbygaard i sin procedure.

Den tiltaltes forsvarer, Lene Sejersen, havde ellers gjort sit for at få Vestre Landsret i Viborg på andre tanker end kollegerne i byretten i Hjørring, der dømte mildere med en straf på fire måneders ubetinget fængsel.

- Jeg mener ikke, det kan lægges til grund, at hun (den 31-årige) var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig en seksuel handling (drugrape). Hun anmeldte en mand for drugrape, men det understøtter de efterfølgende undersøgelser ikke. Der var kun spor af kokain, hun selv havde indtaget længe inden, argumenterede Lene Sejersen for sin klients frifindelse.

Mere fra Ekstra Bladet+

LIGE NU
Der skides grønne grise i Statsministeriet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind