Fik seks millioner skattekroner for fire busture

Den kontroversielle event-mand Peter Bindner har fået seks millioner kroner fra aktivitetspuljen til at arrangere koncerter på en bus. Den kørte fire ture

Fik seks millioner skattekroner for fire busture

Her kører Peter Bindners bus rundt i København. Denne ene tur kostede skatteborgerne 1.500.000 kroner.

'Sammen, hver for sig', var navnet på de fire koncerter, Peter Bindner arrangerede på en kørende bus i landets fire største byer i efteråret sidste år.

Til de fire koncerter fik Peter Bindner et tilskud fra aktivitetspuljen hos Slots- og Kulturstyrelsen på 1.500.000 kroner pr. køretur - altså sammenlagt seks millioner skattekroner.

Det viser en aktindsigt, Ekstra Bladet har fået hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Koncerterne foregik på en bus med åbent tag, hvor en gruppe spillede sangen 'All you need is love' - og kun den sang. Om og om igen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Bindner stiftede virksomheden PB Action Fest og Eventbureau i 1984. Foto: Ole Buntzen/POLFOTO
Peter Bindner stiftede virksomheden PB Action Fest og Eventbureau i 1984. Foto: Ole Buntzen/POLFOTO
 

Dyre busture
Budgettet lød på 2.634.000 kroner for en enkelt køretur og 10,5 millioner for alle fire, hvilket udløste den maksimale støtte på seks millioner til Peter Bindner, da man højst kan få dækket 65 procent af sine udgifter op til grænsen på seks millioner.

For de mange penge kørte bussen 17. oktober sidste år rundt i København i fem timer, og dagen efter kørte den til Odense, hvor den blot kørte rundt i byen i en halv time, før den fortsatte til Aarhus og Aalborg samme dag.

Ifølge Bindner var udgifterne de samme i hvert eneste by - uanset forskellen på koncertens længde. De tre gange 30 minutter i provinsen kostede altså 4,5 million skattekroner på én dag.

Styrelsen undersøger bus-millioner

Slots- og Kulturstyrelsen bekræfter over for Ekstra Bladet, at de undersøger sagen og har stillet krav om dokumentation for udgifterne i forbindelse med arrangementerne.

'Slots- og Kulturstyrelsen kan oplyse, at vi i øjeblikket undersøger en række forhold vedrørende PB Actions ansøgninger om tilskud fra aktivitetspuljen, som er en af de Corona-ordninger, der skal støtte kulturaktiviteter.'

'I forbindelse med en række nye ansøgninger fra PB, er der opstået tvivl om, hvorvidt tilskuddene fra tidligere ansøgninger er anvendt til de ansøgte formål. Vi har på den baggrund givet afslag til de nye ansøgninger fra ansøgeren, og efter samråd med Kammeradvokaten har vi bedt PB Action om at dokumentere virksomhedens udgifter til de allerede afholdte arrangementer,' oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en mail.

Siden har Peter Bindner nægtet at aflevere regnskabet før tid, og hans advokat har overtaget dialogen med styrelsen.

Hos Slots- og Kulturstyrelsen undersøger juristerne nu, hvad det næste skridt i sagen bliver.

Alle koncerterne foregik i det fri, og det var derfor ganske gratis at deltage.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Peter Bindner, men han oplyste, at han ikke har nogen kommentarer, og smækkede røret på. Derfor har det ikke været muligt at få en nærmere forklaring på de oplistede udgifter - f.eks. lejede Peter Bindner ifølge sit budget mobiltoiletter for 333.000 kroner til de fire rullende koncerter.

Artiklen fortsætter under boksen ...

Peter Bindners budget

For hver krone, som Peter Bindner har opgivet som en udgift, har han fået 65 øre tilbage. Her er nogle eksempler på de udgifter, som eventmageren har søgt støtte til for hver af de fire 'Sammen, hver for sig'-koncerter, hvoraf tre af dem fandt sted samme dag.

Her er et udpluk fra Bindners budget i hver by:

342.000 kr. - Kunstnere, koreograf, prøver

123.600 kr. - Kostumer, design, dansere

100.000 kr. - Ide, udvikling og projektledelse

92.000 kr. - Dronefilm-optagelse med to mand

88.500 kr. - Videofilm-optagelse med én mand

54.000 kr. - Fotografering med to mand

83.250 kr. - Leje af mobiltoilet

Peter Bindner foran bussen under en af de dyre ture. Foto: TV2 FYN
Peter Bindner foran bussen under en af de dyre ture. Foto: TV2 FYN