Flere smittede til Reality Awards: - Jeg er sindssygt ked af det

Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en intensiv smitteopsporing efter Reality Awards

Efter Reality Awards er der blevet konstateret mindst en, der er smittet med Delta-varianten af coronavirus. Foto: Anthon Unger
Efter Reality Awards er der blevet konstateret mindst en, der er smittet med Delta-varianten af coronavirus. Foto: Anthon Unger

Styrelsen for Patientsikkerhed er lige nu i gang med smittesporingsarbejde, efter det står klart, at mindst en person er testet positiv med den meget smitsomme Delta-variant af coronavirus efter Reality Awards på Docken i København onsdag aften.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed, at de lige nu er i gang med smitteopsporingsarbejdet af mere end et tilfælde af coronavirus.

- Lige nu undersøger vi enkelte tilfælde af smitte i relation til Reality Awards. Vi ved endnu ikke præcis, hvor mange det drejer sig om, lyder det fra presseafdelingen.

- Men når det er Delta-varianten, sætter vi gang i en meget intensiv smitteopsporing, fordi varianten er mere smitsom. Derfor er det nære kontakter og nære kontakters kontakter, der bliver berørt, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der derfor lige nu opfordrer gæster, der har været til eventet, til at gå i isolation og lade sig teste med en pcr-test.

Selvom alle forholdsregler ifølge arrangøren blev taget, er en person testet positiv for corona. Foto: Martin Sylvest/Ritzau/Scanpix
Selvom alle forholdsregler ifølge arrangøren blev taget, er en person testet positiv for corona. Foto: Martin Sylvest/Ritzau/Scanpix
 

Flere tilfælde
Kit Nielsen, der er arrangøren bag Reality Awards, bekræfter over for Ekstra Bladet, at der er flere mennesker, der angiveligt er blevet smittet med coronavirus efter Reality Awards.

- Lige nu er jeg orienteret om tre tilfælde, hvoraf to af dem er fra samme selskab, men vi er selvfølgelig stadig i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned, siger hun.

Arrangøren lægger ikke skjul på, at hun er meget ked af situationen.

- Det er superærgerligt. Jeg synes, at vi har gjort alt, vi kunne, for at overholde alle restriktioner. Vi smider endda en gæst (Teitur Skoubo, red.) ud, fordi han ikke overholder reglerne, så vi har været meget strikse, siger hun og fortsætter:

- Alle skulle vise gyldig test, når de kom, og det har alle gjort, og ellers har man ikke fået lov at komme ind. Jeg synes ikke, vi kunne have gjort det andereldes. Men jeg er meget ked af, at der alligevel er kommet smitte, og så endda en Delta-variant.

Kit Nielsen er meget ked af situationen. Foto: Ekstra Bladet
Kit Nielsen er meget ked af situationen. Foto: Ekstra Bladet
 

Gjorde hvad de kunne
- Men kan I have overholdt reglerne godt nok, når der alligevel har været smitte?

- Du kan sagtens smitte, før du selv tester positiv, og når testen må være 72 gammel, så kan man stå med en negativ test og stadig smitte. Det kan jeg ikke styre. Smitten kan jo også være sket alle steder. På en restaurant lige inden, eller til en efterfest ude i byen efter. Det er umuligt at sige, siger hun og tilføjer:

- Jeg føler, at vi var ekstra strikse, og at vi gjorde alt, hvad vi kunne.

- Men du har vel et stort ansvar i den her sammenhæng for at sikre, at der ikke opstår smitte til dit event, når I vælger at afholde det trods corona?

- Jeg har et kæmpe ansvar. Jeg er sindssygt ked af det, og jeg tager det meget seriøst, siger Kit Nielsen og fortsætter:

- Derfor arbejder jeg også tæt sammen med smitteopsporingen, og jeg brugte hele aftenen i går på at tage fat i mine gæster og fortælle dem, at de skal gå i isolation og lade sig teste.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Du kan se hele Reality Awards eksklusivt lige her hos Ekstra Bladet.